FN's migrationspagt

DF vil følge Ungarn: Støjberg skal trække Danmark ud af Afrika-aftale

Regeringen skal suspendere Danmarks deltagelse i den såkaldte Marrakesh-erklæring, kræver DF.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal på regeringens vegne suspendere Danmarks deltagelse i en international erklæring om migration fra Afrika til Europa, mener Dansk Folkeparti. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Regeringen var alt for hurtig på aftrækkeren, da den i maj i år på Danmarks vegne gik med i den såkaldte Marrakesh-erklæring.

Det mener Dansk Folkeparti, som nu kræver, at regeringen suspenderer Danmarks deltagelse i Marrakesh-erklæringen, som i alt 27 EU-lande og en stribe afrikanske lande har indgået en aftale om.

Marrakesh-erklæringen er en politisk erklæring, som overordnet handler om migration mellem Afrika og EU. Den er ikke juridisk bindende, og dansk lov overtrumfer erklæringen, men ikke desto mindre vil DF have regeringen til at suspendere aftalen.

- Der er for mange spørgsmål, som står ubesvaret hen, og derfor mener vi, at man fra dansk side skal suspendere det samarbejde, indtil der er fuldstændig klarhed over, hvad regeringen har forpligtet sig til på Danmarks vegne, siger partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen.

DF forstår ikke regeringens ja

Det er særligt Marrakesh-erklæringens formulering om ”lovlig migration og mobilitet”, som Martin Henriksen er bekymret over.

Her er aftalelandene eksempelvis blevet enige om, at man skal arbejde for at forbedre især ”unge mennesker og kvinders” muligheder for at komme til Europa og få arbejde. Det skal blandt andet ske ved at gøre sagsbehandlingen for arbejdsvisum nemmere og mere effektiv.

- Det er jo ikke ligefrem noget, vi i Dansk Folkeparti synes er en fantastisk god ide. Dels påvirker den type indvandring den sociale og kulturelle sammenhængskraft i Danmark, og dels har vi for tiden også en større diskussion om, hvorvidt der overhovedet er behov for at gøre det endnu nemmere at importere udenlandsk arbejdskraft, siger Martin Henriksen.

- Så vi forstår simpelthen ikke, hvorfor regeringen uden videre har sagt ja til det her, siger DF-ordføreren.

I Ungarns fodspor

Hvis Dansk Folkeparti får sin vilje, og regeringen enten midlertidigt eller permanent trækker Danmark ud af Marrakesh-erklæringen, vil Danmark sammen med Ungarn være de eneste blandt de 28 EU-lande, som ikke er en del af aftalen.

Det ser Martin Henriksen intet problem i.

- Nu har jeg tilfældigvis haft fornøjelsen af at være i Ungarn og også mødt forskellige repræsentanter for det politiske system i Ungarn. Jeg har ikke noget behov for at sige noget dårligt om Ungarn. De mennesker, jeg har talt med, virker som fornuftige mennesker. Jeg kan ikke se, at det skulle være et eller andet skræmmebillede at komme i selskab med Ungarn, siger han.

Ungarn afviste i maj at gå med i Marrakesh-erklæringen, da den ifølge landets udenrigsminister, Peter Szijarto, ”kan føre til en ny bølge af indvandring”.

- Det er en bekymring, Dansk Folkeparti deler, og jeg synes, der er grund til at tage det alvorligt, når et EU-land direkte siger, at de ikke vil skrive under, fordi de har nogle bekymringer, siger Martin Henriksen.

Men hvorfor skal vi tage et enkelt EU-land mere alvorligt end de 26 andre EU-lande, der er med i erklæringen?

- Jeg synes bare, man skal lytte til bekymringerne. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at der desværre er en pæn portion politisk korrekthed i EU-systemet og hos forskellige europæiske regeringer. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at den politiske korrekthed lider vi ikke under i Dansk Folkeparti. Og det er vel heller ingen hemmelighed, at det gør man nok heller ikke i det ungarske politiske system, siger DF’eren.

Støjberg ønsker ikke flere afrikanere

Formelt er planen, at udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) til december skriver under på Marrakesh-erklæringen på Danmarks vegne. Den danske regering har imidlertid allerede givet tilsagn om, at Danmark er med i aftalen.

Inger Støjberg afviser da også at imødekomme Dansk Folkepartis krav.

- Nej. Det her handler om, at vi skal have stoppet den strøm, der er henover Middelhavet, af for eksempel afrikanske migranter. Derfor skal vi have et langt bedre samarbejde med de afrikanske lande, og det er det, der er lagt op til i Marrakesh-erklæringen, siger Inger Støjberg og understreger, at erklæringen ikke er juridisk bindende.

- Og jeg må sige, at jeg stiller mig lidt uforstående overfor Dansk Folkepartis påstand, for det her handler netop om at få stoppet strømmen af migranter fra Afrika til Europa og dermed også til Danmark, siger hun.

Udlændinge- og integrationsministeren affejer desuden, at Dansk Folkepartis bekymringer om, at regeringen åbner for øget afrikansk indvandring til Danmark ved at have tiltrådt Marrakesh-erklæringen.

- Jeg kan klart sige, at vi ikke ønsker, at der skal komme flere afrikanere til Danmark. Hvis der skal komme afrikanere til Danmark, skal det være afrikanere, der kommer for at bidrage positivt, og så skal de jo leve op til alle de krav, som vi nu en gang har, når det handler om at komme til Danmark for at arbejde, siger Inger Støjberg.

Facebook
Twitter