DF vil forhandle cigaretpriser op: En pakke skal stige med op til 8 kroner

En pakke cigaretter skal stige med op til otte kroner over de næste fire år, lyder det fra DF forud for forhandlinger om sundhedsreform.

8arkiv) Dansk Folkeparti sætter cigaretpriserne på dagsordenen til sundheds-forhandlingerne i aften. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Der har længe været bred enighed på Christiansborg om, at priserne på cigaretter skulle stige.

Men det har ikke ført til, at der har været reelle forhandlinger om præcis, hvor meget dyrere det skal være at ryge. Indtil nu.

For når Dansk Folkeparti klokken 18 i aften går ind til forhandlingerne om sundhedsreformen, så vil de foreslå, at prisen på cigaretter skal stige op til otte kroner over de næste fire år. En model kunne for eksempel være, at priserne kommer til at stige to kroner om året.

Det siger partiets formand, Kristian Thulesen Dahl.

- Hvis vi hæver cigaretafgifterne - selv med en moderat stigning - så vil det faktisk betyde, at vi kan hente mellem én og halvanden milliard kroner ekstra fra rygerne frem mod 2025. Dem kan vi så bruge på at forstærke vores sundhedsvæsen, siger DF-formanden.

Hvad ser du for dig, at en pakke cigaretter skal koste ekstra?

- Jeg ser, at det skal koste to til fire kroner ekstra, måske lidt mere, de kommende år. Så cigaretrygerne må betale lidt ekstra for at ryge, og det tror jeg også, at de er okay med. Hvis der er nogen, som synes, at det bliver for dyrt og vælger at stoppe, så går det nok også, siger Kristian Thulesen Dahl, der forestiller sig, at priserne skal stige op til otte kroner over de næste fire år.

Venstre har endnu ikke spillet ud i forhold til, hvad de mener en pakke cigaretter skal koste. Hvad forventer du nu i forhandlingerne?

- Jeg forventer, at regeringen vil se positivt på det. Venstre har de seneste dage været ude og sige, at de er parat til, at cigaretpriserne skal stige. De har ikke været meget konkrete om det, men det kan de jo blive nu, siger formanden.

Priserne skal nøje afstemmes

Holdningen fra skatteminister Karsten Lauritzen (V) har indtil nu været, at priserne ikke må stige så meget, at danskerne i højere grad vil tage turen over grænsen for at købe cigaretter.

Og netop dette punkt er vigtigt, når man skal diskutere, hvad en pakke cigaretter skal koste, lyder det fra Dansk Folkeparti.

- Vi skal nøje afstemme det, så vi ikke får en markant øget grænsehandel, siger Kristian Thulesen Dahl.

De penge, der kommer ekstra ind i kassen, skal være med til at sørge for, at der kan sættes yderligere to milliarder kroner - i alt otte milliarder - af til den såkaldte Nærhedsfond, som skal finansiere flere moderne læge- og sundhedshuse frem mod 2025.

- Vi vil have, at der bliver flere penge til at bygge det nære sundhedsvæsen op, som jo også er en del af regeringens sundhedsreform. Men vi er nervøse for, at de seks milliarder kroner, som regeringen har sat af frem mod 2025, er for få penge til at drive det nære sundhedsvæsen fremover, siger Kristian Thulesen Dahl.

Er det noget, som I er klar til at lade en sundhedsaftale falde på?

- Vores bud er, at der skal flere penge til, og vores bud er to milliarder kroner. Det er vores absolutte overbevisning, at regeringen skal være lydhøre her, siger han.

Kan man kaldet det et ultimativt krav?

- Nu tager vi ikke ultimative krav ind i forhandlingslokalet. Men vi mener det alvorligt, at der skal flere penge til, for at vi kan overbevise danskerne om, at vi vil det nære sundhedsvæsen.

Der har længe tegnet sig et solidt flertal på Christiansborg for at hæve prisen på en pakke cigaretter.

Liberal Alliance er det eneste parti, som har afvist, at priserne bør stige.

Men både Socialdemokratiet og regeringspartiet Venstre har endnu ikke ønsket at sætte en pris på, hvad cigaretter skal koste fremover.

I et interview med Mandag Morgen i weekenden meldte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dog ud, at også Venstre ønsker at se på priserne. Han slog dog fast, at det først skal behandles efter det kommende folketingsvalg.

- Vi skal om på den anden side af valget. Men på det tidspunkt er Folketinget nødt til at træffe nogle beslutninger om for eksempel prissætning på tobak. Det er jo et rent folketingsanliggende, sagde han.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra de tre regeringspartier på Dansk Folkepartis udmelding.