DF vil have hjælp fra rumænske betjente

Dansk Folkeparti vil have østeuropæiske politibetjente til at hjælpe med opklaring af indbrud i Danmark.

Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti foreslår, at dansk politi skal have hjælp fra Rumænien og Litauen. (Foto: DR © DR)

Politibetjente fra Rumænien og Litauen skal til Danmark for at hjælpe danske betjente med at opklare indbrud.

Det foreslår Dansk Folkeparti som en del af et udspil, der skal nedbringe antallet af indbrud.

- Vi er nødt til at have fokus på de mange tusindvis af danskere, der har indbrud i private hjem, deres butik, bil eller båd, siger Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti.

Og det skal en permanent samarbejdsordning hjælpe med, siger Peter Skaarup.

- Vi ved jo, at rigtig mange indbrud er en del af et større organiseret netværk. Og rigtig mange af politiets ressourcer bliver brugt på at tolke og kontakt frem og tilbage med østeuropæiske lande. Derfor skal de politikredse, der har brug for det, have tilknyttet udenlandske betjente til hjælp med opklaring.

Tre måneder ubetinget

Udspillet kommer op til Dansk Folkepartis landsmøde i Herning.

Konkret vil Dansk Folkeparti afsætte 50 millioner kroner til en indbrudspakke. Herunder vil partiet have skærpet straffen for indbrud.

- Når man bliver taget for indbrud for anden gang, skal man have tre måneders ubetinget fængsel, dog skal de unge kunne få fodlænke, siger Peter Skaarup.

Flere skal hjemsendes

En del af de 50 millioner kroner skal gå til midlertidige fængselspladser i udlandet til udenlandske kriminelle.

I dag skal man have en dom på seks måneder for at blive hjemsendt. Den grænse skal fjernes, siger Peter Skaarup. Han understreger dog, at der skal være en bagatelgrænse.

I 2012 blev der 43.366 indbrud i danske boliger.

Facebook
Twitter