DF vil have Tibetkommissionens formand til at undersøge slettede mails

Folketinget skal derefter tage stilling til, om kommissionen skal genåbnes, mener regeringens støtteparti.

Demonstration mod Kinas menneskerettighedsovertrædelser over for Tibet i København i juni 2012. (Foto: © Dennis Lehmann, Scanpix)

Det er ”stærkt problematisk”, at Tibetkommissionen ikke har modtaget alt det materiale, som den har bedt om i sit arbejde med at undersøge politiets ulovlige indblanding i fredelige demonstrationer under kinesiske statsbesøg i København.

Sådan lyder reaktionen fra Dansk Folkeparti efter P1 Orienterings afsløring af, at Udenrigsministeriet lå inde med backup af tidligere embedsmænd og ministres slettede mails, men aldrig udleverede dem til Tibetkommissionen.

Som en direkte konsekvens kræver Dansk Folkeparti derfor, at regeringen udleverer de slettede mails til Tibetkommissionens formand, Tuk Bagger, og beder hende nærstudere dem.

Herefter skal kommissionsformanden komme med en indstilling til Folketinget om eventuelt at genåbne Tibetkommissionen eller konstatere, at der ikke var noget af interesse i de slettede mails, mener DF.

- Vores råd til regeringen vil være, at man lader lederen af kommission kigge de her ting igennem og så komme med en indstilling til Folketinget og regeringen, om der er noget, der er så interessant, at man bliver nødt til at genåbne kommissionen, siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF).

DF klar til at genåbne kommission

Er du på længere sigt klar til at lade Tibetkommissionen arbejde videre med de her mails?

- Ja, det er jeg da, hvis det viser sig, at der er noget. Men jeg synes ikke, man skal genåbne en kommission bare for at gøre det.

- Hvis der måtte være tungtvejende argumenter for, at det her kunne have ændret noget eller skabt et større billede, så er det klart, at man må tage en diskussion af, om det så også skal medføre, at man skal undersøge sagen på ny, siger Peter Kofod Poulsen.

- Alternativt, hvis de her mails er ligegyldige, og det kan de jo sagtens være, vi aner det ikke, så sætte et punktum der, siger DF-ordføreren.

Røde partier kræver mails frem i lyset

En stribe partier i rød blok mener ligesom DF, at der er behov for at få kastet lys over de slettede mails, som Udenrigsministeriet altså har i backup-systemer.

Det Radikale Venstre vurderer, at de slettede mails kan være med til at afdække nogle af de huller, som ifølge partiet optræder i Tibetkommissionens endelige beretning og konklusion.

Derfor må enten kommissionen selv eller eksempelvis en uvildig advokat få udleveret de slettede mails for at vurdere, om de kan få betydning for sagen, mener retsordfører Zenia Stampe (R).

- For der var jo blinde pletter, netop på grund af manglende kildemateriale. Og hvis de her mails kan være med til at afdække de huller, skal vi have det undersøgt, siger Zenia Stampe.

- Derfor må vi se på, om vi kan få en supplerende undersøgelse. Det handler ikke om, at hele undersøgelsen skal starte forfra, men om at se på, om de her mails ændrer på den konklusion, som Tibetkommissionen drog.

Både Alternativet og SF støtter ligeledes kravet om, at de omtalte mails skal frem i lyset, så betydningen af dem kan vurderes til bunds.

Alternativet har desuden varslet, at man vil indkalde både udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i samråd, efter at de nye oplysninger er kommet frem.

Ø: Grundloven blev knægtet af hensyn til Kina

Enhedslisten er klar til at gå skridtet videre og med det samme bede Tibetkommissionen om at genoptage sit arbejde.

- Jeg mener, at Tibetkommissionen skal genoptage sit arbejde, fordi vi efterhånden kan stille så mange spørgsmål til kommissionens endelige beretning, siger retsordfører Rosa Lund (Ø).

Hun henviser blandt andet til, at de øverste chefer i Københavns Politi kan være sluppet for let, da deres mailkonti blev slettet, inden kommissionen indledte sit arbejde.

- Og nu også nogle af Udenrigsministeriets mails, som det viser sig, at kommissionen heller ikke har haft adgang til, siger Rosa Lund.

- De mails skal Tibetkommissionen have adgang til med det samme. Det er fuldstændig afgørende, at vi kommer til bunds i denne sag.

Rosa Lund hæfter sig desuden ved, at Justitsministeriet - modsat Udenrigsministeriet - af egen drift og uden problemer brugte sit backup-system til at fremsøge og udlevere både ministre og embedsmænds mails, herunder mails fra afgåede ministre og embedsmænd, hvis mailbokse ellers var slettet.

- Det er ret interessant. Det tyder rigtig meget på, at den her sag også er udenrigspolitisk, og at man simpelthen har knægtet grundlovssikrede rettigheder for at tage hensyn til det kinesiske styre. Og det giver jo absolut ingen mening, siger Rosa Lund.

Pape: Vi skal lige synke en ekstra gang

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Folketingets største parti, Socialdemokratiet.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) understreger, at Tibetkommissionen formelt ikke eksisterer længere. Hvis man vil kigge på nyt materiale i forbindelse med Tibetsagen, skal man således nedsætte en helt ny kommission, siger han.

- Det synes jeg, at man lige skal tænke over to gange, inden man gør. Jeg tror, det er vigtigt at minde om, at man i det kommissionsarbejde, der har været, har set 65.000 dokumenter, hørt 3.000 lydfiler og haft masser af afhøringer, siger Søren Pape Poulsen.

- Og der har jo ikke i den sammenhæng været indikationer af, at der skulle ligge noget. Så det tror jeg lige, at man skal overveje meget grundigt, inden man gør.

Men er du enig i, at der er et behov for at få kigget på de her mails, som ligger på en backup-server ovre i Udenrigsministeriet?

- Jeg tror bare, at man skal passe på. Man kan altid danne sig nogle teorier om, hvad der så kunne ligge. Jeg synes bare, at nu har den kommission kørt i flere år og har ikke på noget tidspunkt haft nogen indikationer af – med alle de mennesker, der har været involveret i den kommission – at der lige pludselig skulle ligge noget helt nyt.

- Jeg forstår godt, at det kommer op, når man hører det her, men jeg tror lige, at vi skal synke en ekstra gang, før vi nedsætter en ny kommission med alle de konsekvenser, det vil have. Men det er jo i sidste ende op til Folketinget, siger Søren Pape Poulsen.

Tibetkommissionens formand, Tuk Bagger, ønsker ikke at kommentere forslaget fra Dansk Folkeparti om, at hun skal gennemgå de slettede mails fra Udenrigsministeriet.