DF'er fjerner torturudtalelse fra hjemmeside

Folketingsmedlem Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti beklager udtalelsetr om, at muslimske mænd skal sendes hjem til tortur. Han fjerner udtalelserne fra sin hjemmeside.

"Vi vil frydes, når mændene udleveres til tortur og politisk forfølgelse", skrev Dansk Folkepartis Martin Henriksen på sin hjemmeside. (© Scanpix)

Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Martin Henriksen, beklager nu, at han i sit ugebrev i forbindelse med drabssagen i Slagelse skriver, at "vi vil frydes, når mændene udleveres til tortur og politisk forfølgelse".

De omstridte linjer vil nu blive fjernet fra hans hjemmeside, efter kraftig kritik fra begge sider af Folketinget.

Frustration

- Jeg har besluttet, at jeg vil beklage, og at jeg trækker det tilbage, siger Martin Henriksen til Ritzau.

Han begrunder udtalelserne med "frustration", men siger, at der ikke har været tale om et egentligt politisk forslag.

- Det var udtryk for billedsprog og den frustration, jeg selv føler, når vi ser denne sag i Slagelse. Men hvis det betragtes som et konkret politisk forslag, så ser jeg ikke noget til hinder for, at jeg trækker det, siger Martin Henriksen.

På gale veje

Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, der også er medlem af partiets ledelse, siger, at partiledelsen har gjort Martin Henriksen opmærksom på, at han var på gale veje.

- Han er blevet ophidset over den sag med æresdrab, men her har han forløbet sig ved at sige, at muslimkse mænd skal tortureres. Det dur ikke, at man som folketingsmedlem for Dansk Folkeparti siger det her, siger Peter Skaarup og fortsætter:

- Vi går ikke ind for tortur under nogen omstændigheder, og derfor har vi sagt til ham, at det dur ikke.

Statsministeren på banen

Martin Henriksens udtalelser har vakt opsigt på Christiansborg, hvor den socialdemokratiske udlændingeordfører, John Dyrby, siger, at han er rystet over udtalelserne, som han betegner som "fuldstændig vanvittige".

De Radikales Margrethe Vestager, siger, at udtalelserne demonstrerer et "ikke-menneskesyn".

Også De Konservatives udlændingeordfører, Henriette Kjær, lægger afstand til udtalelserne, mens SF'eren Kamal Qureshi, vil have statsministeren på banen.

- Det er vigtigt at få statsministeren til at reagere på det her, for han har tidligere sagt, at det er vigtigt at bevare en ordentlig tone i den offentlige debat, siger Kamal Qureshi.

Facebook
Twitter