DF’er vil udbyde DR-kanaler: Se Alex Ahrendtsen lave ’Danskerbingo’ på P3

Private aktører vil kunne lave P3, mener Alex Ahrendtsen. SF's Jacob Mark er helt uenig.

- Og det var Scarlet Pleasure med ”Good Together”. Velkommen til programmet. Vi taler om positive historier – især om ADHD. Og vi har en lytter igennem. Velkommen til dig, Rasmus. Hvad er din historie?

Sådan lød det i radioen den 11. december, da medieordførerne fra henholdsvis Dansk Folkeparti og SF, Alex Ahrendtsen og Jacob Mark, pludselig blev tildelt roller som gæsteværter i P3-programmet ’Danskerbingo’.

- Det var, som om vi havde prøvet det mange gange. Hvis jeg skal være helt ærlig, lød det efterfølgende med et stort smil fra Alex Ahrendtsen, der sammen med resten af Dansk Folkeparti vil skære en fjerdedel af DR’s budget og blandt andet sende P3 i udbud.

Dermed vil P3 og et program som ’Danskerbingo’ skulle laves af private aktører.

- P3 er et koncept, som kommercielle kanaler vil kunne løfte, fordi de spiller noget musik, som annoncører gerne vil understøtte, siger Alex Ahrendtsen.

- Noget af det, der er så fedt ved lige præcis P3 og ’Danskerbingo’, er, at det er seriøst, der er nyheder, men det er også skidesjovt, lyder det fra SF's medieordfører, Jacob Mark.

SF: De unge skal udfordres

’Danskerbingo’ på P3 sendes hver dag i tre timer og har i gennemsnit cirka 300.000 lyttere per udsendelse.

Programmet går ud på at få de gode historier fra danskerne derude, så vi kan lære hinanden lidt bedre at kende.

- I den her tid, hvor de unge bliver bombarderet med dårligt indhold, ligegyldigt clickbait og fake news, og hvor mange unge lever i en osteklokke på sociale medier, er det virkelig vigtigt med nogle brede formater, der kan udfordre de unge, siger Jacob Mark.

- Jeg er bange for, at det forsvinder, hvis vi bare lægger det hele over til de private.

DF: Vi skal hjælpe DR med at blive lidt mindre

Udover at lukke P3 mener Alex Ahrendtsen også, at DR skal skille sig af med radiokanalen P7 Mix, samt tv-kanalen DR3.

Det er ellers kanaler, der er målrettet netop de unge danskere.

- Man kan godt ramme de unge uden at have en hel kanal til det. Man kan jo sagtens lægge det ind i DR1 eller DR2, siger DF-medieordføreren.

- Danmarks Radio skal fokusere på kerneopgaven, nemlig at lave tv og radio til danskerne, som det kommercielle marked ikke kan løfte. Derfor bliver vi nødt til at hjælpe Danmarks Radio med at blive lidt mindre, siger Alex Ahrendtsen.

Det synspunkt deles ikke af Jacob Mark, der sammen med resten af SF foreslår af bespare DR med fem procent mod Dansk Folkepartis 25 procent.

- DR er meget stort, og det er der mange, der taler om som noget negativt, men jeg mener, at det er noget godt, fordi det betyder, at et program som ’Danskerbingo’ når ud til rigtig mange mennesker, og så slipper vi for reklamer, som jeg tror vil påvirke kvalitetsindholdet i programmet, siger Jacob Mark.

Se 'Langt fra Borgen: Hvad skal der ske med DR?' i aften kl. 21.55 på DR1 og DR TV.