Regeringens finanslovsudspil

DF's slagnummer til pensionister giver højst 43 kr. om måneden – før skat

Dansk Folkepartis finanslovskrav til gavn for landets folkepensionister vil højst give dem 43 kroner ekstra om måneden.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl gik til angreb på den nuværende satspuljeordning, der udhuler folkepensionen, da partiet holdt sommergruppemøde i Sønderborg den 8. august. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

- Stop udhulingen af folkepensionen.

Sådan lød det øverste punkt på dagsordenen, da Kristian Thulesen Dahl på Dansk Folkepartis sommergruppemøde for nylig opridsede partiets krav til den kommende finanslov.

- Nu er tiden inde til, at også flere pensionister mærker de gode tider og får forbedret deres økonomiske vilkår, lød det fra Kristian Thulesen Dahl.

DF-formanden ville konkret have ”stoppet” den mekanisme, hvor folkepensionen stiger med 0,3 procent mindre end den generelle lønudvikling. Penge fra den mindre stigning går til at finansiere den såkaldte satspulje, hvor der hvert år deles penge ud til socialt udsatte.

Nu viser en ny udregning lavet af Ældre Sagen, at en almindelig folkepensionist får 518 kroner før skat ekstra til sig selv i 2019, hvis Dansk Folkepartis får sit krav igennem – om måneden bliver det til 43 kroner. Før skat.

18,75 om måneden til de rigeste pensionister

Er der tale om gifte eller samlevende pensionister, er tallet endnu mindre: 396 kr. årligt - eller 33 kr. om måneden før skat.

Og de pensionister, der har de højeste indkomster og kun får folkepensionens grundbeløb, må nøjes med 225 kr. mere før skat om året, viser Ældre Sagens beregninger - svarende til 18,75 kroner om måneden før skat.

Venstres finansordfører, Jacob Jensen, konstaterer med et glimt i øjet, at landets folkepensionister dermed ikke ligefrem får råd til en ekstra charterferie, hvis Dansk Folkeparti får sit forslag igennem.

- Så skal det godt nok være nogle helt billige billetter med Ryan Air, siger Jacob Jensen og tilføjer:

- Det lyder ikke af ret mange penge, som folkepensionisterne får ekstra på den her konto i forhold til, hvad vi får ud af satspuljemidlerne.

Jacob Jensen fastslår, at pengene efter Venstres mening gør mere gavn med den nuværende ordning, hvor de deles ud til socialt udsatte.

Handicappede og stofmisbrugere

Samme toner lyder fra de Konservatives finansordfører, Anders Johansson.

- Det lyder ikke af ret meget. Det er en meget lille gevinst, pensionisterne får ud af det i forhold til, hvad vi får ud af satspuljemidlerne, siger Anders Johansson.

Det Konservative Folkeparti mener ligesom Venstre, at den nuværende satspuljeordning bør videreføres.

- De penge er jo med til at finansiere nogle af de indsatser, vi laver i forhold til nogle af de allermest udsatte. Og jeg synes, vi skal målrette pengene til at hjælpe dem, der er allermest udsat, og som virkelig har det svært. Vi bruger jo de her penge til at blandt andet handicappede, stofmisbrugere eller socialt udsatte ældre kan få en bedre tilværelse, siger K-ordføreren.

DF: Handler om retfærdighed

Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, erkender, at den månedlige gevinst til næste år ikke er voldsom.

Men det handler slet ikke om beløbets størrelse, siger han.

- Det handler også om retfærdighed, siger René Christensen, der mener, at man bør fokusere på, at det over tid vil føre til et langt større beløb.

- Det er rigtigt, at når man kigger på ét år, så er det ikke så mange penge, men siden 1994 har man udhulet folkepensionisternes købekraft med 8.000 kroner om året, siger René Christensen med henvisning til en anden beregning fra Ældre Sagen, der viser, at en enlig folkepensionist må undvære 8.000 kroner hvert år, i forhold til hvis pensionen var steget ligeså meget som lønningerne.

René Christensen understreger, at forslaget er en hovedprioritet for Dansk Folkeparti i de kommende finanslovsforhandlinger.

Kan ikke stå alene

Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, hæfter sig også ved, hvad det beløber sig til på lang sigt.

- Problemet med den her udvikling er, at den foregår år efter år efter år. Og på lang sigt er det et kæmpe beløb, som lige så stille forsvinder fra folkepensionen, siger Bjarne Hastrup og understreger, at forslaget ikke kan stå alene.

- Hvis politikere kun gennemfører det forslag, så vil pensionisterne blive skuffede, bedrøvede og meget vrede derude. Det skal ses i sammenhæng med, at vi ønsker at forhøje bundfradraget for ældrecheck og pensionstillæg med 10.000 kroner over de næste 14 år, siger Bjarne Hastrup.

Forslaget om at stoppe udhulingen af folkepension vil ifølge Ældre Sagen koste cirka 175 millioner kroner at gennemføre.

Derudover ønsker både Dansk Folkeparti og Ældre Sagen at lade folkepensionister tjene op til 100.000 kroner om året, uden at de bliver trukket i ydelse. I dag må pensionister som udgangspunkt kun tjene op til 60.000 kroner om året, uden at de bliver modregnet.

Facebook
Twitter