DI: Fornuftigt at regeringen parkerer topskattelettelser

Der er andre måder, man kan styrke beskæftigelsen og væksten på, lyder det fra interesseorganisation.

Det var LA-formanden, Anders Samuelsen, som i går meddelte, at regeringen har droppet sine planer om at sænke topskatten. (Foto: Emil Hougaard © Scanpix)

Det ville have været lidt af en mission impossible for regeringen, hvis den havde holdt fast i sit løfte om at sænke topskatten, og derfor er det fornuftigt, at det nu er blevet droppet.

Sådan lyder meldingen fra interesseorganisationen Dansk Industri (DI), efter at Liberal Alliances formand, udenrigsminister Anders Samuelsen, i går meddelte, at en lettelse af topskatten alligevel ikke bliver en del af de kommende skatteforhandlinger.

Det skete efter, at regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, blankt havde afvist at ændre på topskatten.

- Vi havde selvfølgelig gerne set, at man havde lettet topskatten, for det er en af de mest effektive skattelettelser til at sikre mere arbejdskraft. Men vi kunne konstatere, at det var blevet nærmest religiøst, om man var for eller imod skattelettelse i toppen, og derfor er det nok meget fornuftigt, at det spørgsmål nu er blevet parkeret, siger DI-vicedirektør Kent Damsgaard.

Han understreger, at det fortsat er nødvendigt, at skatten på arbejde bliver sænket.

- Virksomhederne har brug for en aftale, der kan stimulere til mere arbejde, men der er mange andre måder, man kan gøre det på. Vi vil klart anbefale, at man indretter beskæftigelsesfradraget smartere og øger det. Men man kan også skrue på det såkaldte skrå skatteloft, så alle i landet betaler den samme skat af sidsttjente krone, siger Kent Damsgaard.

DE: Ærgerlig beslutning

Da den borgerlige trekløverregering i december sidste år fremlagde sit regeringsgrundlag, var et af de centrale punkter, at topskatten skulle spille ”en langt mindre rolle end i dag”, da den ifølge regeringen ”koster vækst og beskæftigelse”.

Det var ikke mindst Liberal Alliance, som havde talt varmt for det, og sidste år truede han med at vælte den daværende V-regering, hvis ikke topskatten blev sænket med fem procentpoint.

Men både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har løbende afvist at pille ved topskatten, og derfor var det også en noget slukøret partiformand, som i går måtte meddele, at ”det er umuligt at overbevise de andre partier om, at det er virkelig effektivt at lette topskatten.

Ifølge LA-formanden er der også andre måder, man kan styrke væksten og beskæftigelsen på, og i et interview med DR Nyheder pegede han selv på, at man nu skal fokusere på lettelser af skatten i bunden, på forskellige afgifter og på at lette skatten på biler.

- Så vi tager fat i en bred palet af skatter, som kan sænkes, og hvor vi kan samle et flertal, sagde Anders Samuelsen i går.

Hos Dansk Erhverv er man også ærgerlig over, at regeringen ikke vil ændre på topskatten.

Men interesseorganisationens skattepolitiske chef, Jakob Ravn, er enig med DI i, er der er andre måder, man kan styrke beskæftigelsen og arbejdsudbuddet på.

- Det er ærgerligt, at topskatten ikke bliver sænket, for det er en billig måde at sikre det større arbejdsudbud, vi gerne vil have. Men ifølge Finansministeriet kan det også have en effekt på arbejdsudbuddet at sænke bundskatten eller at øge beskæftigelsesfradraget, så det må klart være anden prioritet nu, siger Jakob Ravn.

Facebook
Twitter