DI: Udlændinge dumper ikke Danmark - de løfter os

Det er bydende vigtigt, at Danmark i højere grad tiltrækker udenlandsk arbejdskraft, siger Dansk Industris direktør.

Karsten Dybvad, direktør i Dansk Industri, mener, at de danske arbejdsgivere har hårdt brug for de udenlandske arbejdere.

Til stort bifald fra de fremmødte jakkesæt, træder han på scenen. Direktøren for Danmarks mest magtfuldte interesseorganisation. Karsten Dybvad, direktør i Dansk Industri.

Når han taler, så lytter politikerne.

På DI's årlige topmøde - foran blandt andre statsministeren og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen - kommer han med et opråb til politikerne.

Der er ifølge Karsten Dybvad behov for, at vi ændrer retorikken om de udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde. De er ikke samfundsnassere. De vil gerne arbejde, og de danske arbejdsgivere har hårdt brug for dem, hvis Danmark skal fastholde den økonomiske vækst.

Lav ikke samme fejl som i 2006

Der er mangel på faglærte. De danske virksomheder skriger ifølge Karsten Dybvad på smede, svejsere og værktøjsmagere, og der er ikke nok faglærte i Danmark til at tilfredsstille efterspørgslen.

Derfor er der behov for, at Danmark i højere grad formår at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, hvis vi ikke vil tabe konkurrenceevne, siger Karsten Dybvad på topmødet, der i år har fået overskriften "Velkommen - Bienvenue - Witamy."

Med det slogan vil Dansk Industri signalerer, at arbejdskraft er velkommen uanset nationalitet. Det er ligegyldigt, om man er dansker, franskmand eller polak.

- Hvis det opsving, vi ser forude, omsider bider sig fast, kommer virksomhederne igen til at mangle arbejdeskraft. Det vil betyde, at ordrer, vækst og velstand glider ud mellem fingrene på os. At vi taber den fremgang, vi har ventet på i årevis, siger Karsten Dybvad og henviser til dengang i 2006, hvor den danske økonomi buldrede afsted.

Frygt ikke social dumping

Karsten Dybvad mener derfor, det er vigtigt, at de danske politikere stopper med at tale grimt om de udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde.

- Frygten for velfærdsturisme og social dumping overskygger desværre alt for ofte for det faktum, at udenlandske arbejdere først og fremmest er en gevinst for Danmark. De udlændinge, der kommer hertil for at arbejde, dumper ikke Danmark. De løfter Danmark, siger han.

Han slår i samme åndedrag fast, at udlændinge under ingen omstændigheder skal komme til Danmark og arbejde på et niveau under de danske overenskomster.

Der er i Danmark stor debat om social dumping, hvor udenlandske arbejdere kommer til Danmark og arbejder til en langt lavere løn end overenskomstansatte.

Karsten Dybvad forstår danskernes frygt for at miste deres job til en østarbejder, men det er ifølge ham ubegrundet.

- Det billede, vi ser i dag, er, at udlændinge fra andre EU-lande kommer til Danmark for at arbejde. Ikke som vælfærdsturister, siger han fra talerstolen.

Vil have Europapolitisk aftale

Karsten Dybvad roser i sin tale til de fremmødte politikere og erhvervsfolk den danske model. Den sikrer ifølge ham ordentlige forhold for medarbejderne.

Der er ifølge DIs direktør behov for, at de danske politikere fokuserer på, at beskytte både den danske arbejdsmarkedsmodel og samtidig sikrer sig, at Danmark ikke bliver et paradis for velfærdsturister.

- Det kræver, at danske politikere fra hver side af midten står sammen om at indrette de danske velfærdsydelser, så de ikke utilsigtet inviterer til, at nogen misbruger dem, siger Karsten Dybvad.

FacebookTwitter