DI vil have frihandel med Kina

Danmark kan udnytte statsbesøget fra Kina nok til at øge eksporten med mange milliarder, mener Dansk Industri.

Direktør i Dansk Industri, Karsten Dybvad, mener, at det kinesiske statsbesøg kan øge dansk eksport til Kina med adskillige milliarder. (© DR)

Der er slet ingen tvivl hos Dansk Industri.

Det bliver kæmpestort, når den kinesiske præsident Hu Jintao på torsdag kommer til Danmark.

For hvis besøget bliver udnyttet optimalt, så kan det indbringe Danmark 11 milliarder kroner. Det siger Karsten Dybvad, direktør i Dansk Industri.

- Kina er et kæmpe marked med meget høje vækstprocenter, og der bliver et stadigt større købedygtigt publikum derude, siger Karsten Dybvad.

Han mener, at det kinesiske besøg er lige så stort, som hvis vi fik besøg af den amerikanske præsident.

Kæmpe potentiale

På fredag bliver der afholdt en fælles konference med økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), hendes kinesiske kollega og repræsentanter fra det danske erhvervsliv.

Her forventer Karsten Dybvad, at man kan lave aftaler for et tociftret milliardbeløb. Blandt det, de danske virksomheder især skal sælge sig på, er fødevareteknologi, energi, biotek og medicin.

- Perspektivet er, at vi gerne skulle komme yderligere op og øge vores andel af eksport til Kina. Hvis vi ser Tyskland har de cirka den dobbelte eksport af os. Hvis vi kunne komme derop, er det omkrnig 20 milliarder kroner, siger Karsten Dybvad.

Lige nu ryger cirka to procent af den danske import til Kina, og det er altså den andel, Karsten Dybvad på sigt håber at kunne fordoble.

Frihandel kan blive en stor dansk gevinst

Ifølge Karsten Dybvad kan Danmark særligt udnytte forbindelsen til Kina, hvis der bliver indført frihandel med Kina.

- Danmark er et lille land, og vi har altid fordel af, at der er frihandel i verden, siger Karsten Dybvad.

Når præsident Hu Jintao lander i Danmark på torsdag, så har han et følge af 50 medarbejdere og hertil en række kinesiske virksomheder.

Og det massive kinisiske fremmøde skal ende med konkrete handelsaftaler, siger handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF).

- Frihandelsaftaler er et redskab til at løfte nogle af de andre diskussioner. Når vi diskuterer frihandelsaftaler, snakker vi også om menneskerettigheder og vi diskuterer også kopier, for det er en af udfordringerne, når vores patenter bliver kopieret, siger Pia Olsen Dyhr.

Hun påpeger, at man i EU har taget første skridt hen imod en frihandelsaftale med Kina, men at det kan tage adskillige år, før en endelig aftale kan falde på plads.

Facebook
Twitter