Direktør i kritiseret styrelse fik forlænget kontrakt for få uger siden

Direktøren for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fik forlænget sin kontrakt med fire år fra den 1. november.

Direktøren i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Hans J. Høyer, fik for få uger siden forlænget sin kontrakt med fire år.

Direktøren i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, Hans J. Høyer, fik for få uger siden forlænget sin kontrakt med fire år. Det var samtidig med, at Rigsrevision var i gang med undersøge regnskabsrod i styrelsen.

Det bekræfter styrelsen over for Altinget.

Direktøren er ansat på en såkaldt åremålskontrakt. Og i efteråret fik han forlænget kontrakten med virkning fra 1. november og fire år frem.

Rigsrevisionen var i efteråret i fuld gang med en undersøgelse af styrelsen. Kritikken var så massiv, at formand for statsrevisorerne, Henrik Thorup, efterfølgende kaldte det for det værste, han havde set i sine 20 år som statsrevisor.

Undersøgelsen viste, at der var store mangler i regnskabskontrollen i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Det gav en høj risiko for fejl og svig.

SF: Problematisk det først kommer på dagsordenen nu

To mand er meldt til politiet for mistanke og svindel, og to andre tidligere ansatte i styrelsen er tiltalt for bestikkelse i sag, der stammer fra 2016.

SF's forsvarsordfører, Anne Valentina Berthelsen, undrer sig over, at kontrakten blev forlænget.

- Det er betænkeligt, at der ikke har været fuld bevågenhed omkring, hvad der er foregået i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, da man forlænger direktørens kontrakt.

- Det er meget problematisk, at det først er noget, der kommer på dagsordenen og bliver en del af ministerens bevidsthed nu, siger Anne Valentina Berthelsen til Altinget.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) holder pressemøde om sagen klokken 10. Her vil hun præsentere en undersøgelse af det interne forløb i Forsvarsministeriet. Du kan følge mødet på dr.dk og DR2.