Året er 2016.
Banedanmark har store problemer med at få udrullet det nye signalsystem til togdriften, der for anden gang er blevet forsinket og dyrere end hidtil antaget. Den administrerende direktør må forlade jobbet, og signalprogrammet er en væsentlig årsag hertil.
Alligevel udbetalte det statslige selskab efter årets afslutning en bonus - en såkaldt performanceløn - til samtlige direktører i virksomheden.
Alle seks medlemmer af direktionen - herunder administrerende direktør Per Jacobsen - har fået udbetalt en bonus på mellem 100.000 og 125.000 kroner, viser en aktindsigt, som DR Nyheder har hentet hos Banedanmark.
Selvom tre af direktørerne ikke nåede de fastsatte mål, der var opsat for at udbetale en fuld bonus, så blev den fulde bonus alligevel udbetalt, fordi direktørerne havde ydet en ”særlig indsats,” som det hedder i motivationen for at udbetale den såkaldte performanceløn.
Hvor meget de tre direktører så manglede for at nå sine fastsatte mål vides ikke, for den oplysning hemmeligholder Banedanmark i aktindsigten.
Transportministeren i samråd
Oplysningerne kommer bag på Socialdemokratiet, de Radikale og Dansk Folkeparti, der står bag forliget om togfonden, der skal udbygge og elektrificere det danske jernbanenet. Det arbejde er stærkt forsinket, fordi signalprogrammet nu først ventes færdigt i 2030.
Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn, er stærkt forarget og vil have transportminister Ole Birk Olesen (LA) i samråd om sagen.
- Det er jo helt grotesk. Vi ved alle sammen, at signalprogrammet sejler, og at der er masser af problemer. Så at udbetale en bonus for særligt god indsats, det er jo ikke til at forklare på nogen som helst måde. Derfor må vi have ministeren i samråd, så han kan redegøre for, hvordan den her helt urimelige brug af skatteydernes penge har fundet sted, siger han.
Det er ikke første gang, DR Nyheder kan fortælle om bonusudbetalinger i Banedanmark. Tilbage i december kom det frem, at selskabets programdirektør og øverst ansvarlige for signalprogrammet havde modtaget en bonus på 100.000 kroner trods massive problemer med netop signalprogrammet.
Signalprogram forsinket til 2030
I Dansk Folkeparti lægger transportordfører Kim Christiansen heller ikke fingrene imellem, når han skal karakterisere udbetalingerne.
- Det virker lidt som om, at man bevilliger sig selv nogle bonusser, og så synes man, det ville være synd, hvis nogen ikke fik, så alle skal have. Men generelt synes jeg, at det her bonussystem er en uskik.
- Vi udbetaler jo heller ikke bonus til skolelærere, fordi de har lært vores børn at læse og skrive. Det forventer vi, er en del af deres job.
Banedanmarks nye signaler bliver dyrere end oprindeligt budgetteret, Rigsrevisionen har kritiseret styringen af projektet og tidsplanen er skredet flere gange. Udrulningen ventes nu først i mål i år 2030.
De Radikales transportordfører, Andreas Steenberg, er også kritisk over for udbetalingerne. Han støtter et samråd og vil have systemet lavet om:
- Bonusser skal gives, hvis man har gjort sig fortjent. Ikke automatisk. Det skal vi have lavet om, siger han.
Professor: Besynderligt billede
Kurt Klaudi Klausen er professor i offentlig administration og ledelse på Syddansk Universitet. Han siger, at det ikke er unormalt, at der udbetales en fuld bonus, selvom ledelsen ikke har nået sine mål.
- Men det ser besynderligt ud og efterlader et indtryk af, at der er tale om et skuespil. Det gælder ikke kun i Banedanmark.
- Tankegangen bag (at udbetale resultatløn, red.) er, at man skal forsøge at leve op til målene i kontrakten og gerne 100 procent. Det er jo langt fra tilfældet her.
Gyldent håndtryk til tidligere direktør
Foruden resultatlønnen udbetalte Banedanmark også knap 609.000 kroner i fratrædelsesgodtgørelse til administrerende direktør Jesper Hansen, der forlod det statslige selskab tilbage i 2016 efter ti år på posten.
Han forlod selskabet ovenpå de mange problemer med signalprogrammet, og det var en væsentlig faktor til, at hans åremålsansættelse ikke blev forlænget, har Rigsrevisionen tidligere konkluderet.
Det gyldne håndtryk får DF-ordføreren til at kritisere systemet.
- Det er jo bare endnu et eksempel på, at systemet ikke fungerer. Jesper Hansen gik fra Banedanmark efter ikke at have gjort det særlig godt. At blive belønnet med 608.000, viser bare, hvor dødssygt systemet er, siger han.
Transportminister vil have svar fra Banedanmark
Udbetalingen af fratrædelsesgodtgørelsen til den afgående direktør er sket før transportminister Ole Birk Olesens ministertid.
Transportminister Ole Birk Olesen har ikke mulighed for at stille op til et interview, meddeler han gennem sin presseafdeling. Ministeren oplyser dog, at han nu vil tage kontakt til Banedanmark for at få flere oplysninger om udbetalingerne af bonus.
Om udbetalingen af resultatløn til administrerende direktør Per Jacobsen i Banedanmark, skriver ministeren i et skriftligt svar.
- Per Jacobsens resultatløn er baseret på en konkret opfyldelse af den mål- og resultatplan, som ved årets start er indgået mellem Banedanmark og departementet samt på en helhedsvurdering af årets interne og eksterne resultater.
Banedanmark-direktør: Direktionen fortjente det
Heller ikke Banedanmarks administrerende direktør, Per Jacobsen, har mulighed for at stille op til et interview om sagen. I en skriftlig kommentar forsvarer han dog sit valg om at give de øvrige fem i direktionen fuld performanceløn, da 2016 var et "ekstraordinært år".
- Jeg valgte at udbetale fuld performanceløn til hele min direktion, fordi de løftede en ekstraordinær indsats i 2016. (...) Alle i direktionen i 2016 fortjente fuld performanceløn, og det står jeg stadig ved i dag, skriver Per Jacobsen.
Har du hørt om lignende historier, hvor der er udbetalt præstationsbonusser? Så skriv til os på nisn@dr.dk.