Et samråd med kulturminister Uffe Elbæk (R) tog tirsdag en uventet drejning, da ministeren skulle forklare sig i sagen om cirkusskolen AFUK.
Uffe Elbæk klarede sig så ringe under samrådet, at det risikerer at koste ham jobbet. Det vurderer DR's politiske analytiker Jens Ringberg.
- Det, der er spørgsmålet, er, om den radikale ledelse eller regeringens ledelse mener, at Elbæk er for stor en belastning, siger Jens Ringberg. Han henviser til, at regeringen i dag har fremlagt deres storstilede og længe ventede udspil til en folkeskolereform.
Uffe Elbæk stjæler dermed fokus fra det, der ellers skulle give regeringen medvind. Jens Ringberg hæfter sig også ved, at der er lagt endnu mere pres på fra regeringens støtteparti Enhedslisten.
- Man kan høre på Enhedslisten, at de er ligeså utilfredse med ministerens optræden på samrådet som de borgerlige er, siger Jens Ringberg.
V: Minister har ført Folketinget bag lyset
Efter tre timers samråd kom det frem, at Uffe Elbæk blev advaret af en embedsmand i Kulturministeriet mod at afholde flere arrangementer på cirkusskolen AFUK, efter ministerens mand blev ansat som skolesekretær på AFUK i maj.
Tidligere under samrådet afviste Uffe Elbæk, at han løbende med fem afholdte arrangementer på AFUK, havde drøftet med sine embedsmænd, om det var en god idé at holde en række arrangementer samme sted, som ministeren også har siddet i bestyrelsen for.
Det fik Venstres Inger Støjberg til at sige, at ministeren har ført Folketinget bag lyset. Og Enhedslisten slog herefter fast, at de vil have Rigsrevisionen til at undersøge sagen.
Kulturudvalget vil i morgen anmode Rigsrevisionen om at tage sagen op.