DR giver undskyldning til Pia Kjærsgaard

DF's leder, Pia Kjærsgaard, har fået en uforbeholden undskyldning fra DR-generaldirektøren, fordi en gæst fejlciterede hende.

Pia Kjærsgaard modtager undskyldningen fra DR-generaldirektør, Kenneth Plummer. Hun har nemlig aldrig sagt, at indvandrere "formerer sig som rotter". (Foto: © Jeppe Michael Jensen)

En fejlcitering for over en måned siden i et P1-radioprogram får nu DR's generaldirektør, Kenneth Plummer, til at give Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, en undskyldning.

I programmet "Sproglaboratoriet" blev Pia Kjærsgaard den 17. april citeret af en gæst - litteraten Isak Winkel Holm - for at have sagt, at indvandrere "formerer sig som rotter". Det har hun imidlertid aldrig sagt, og det får nu Kenneth Plummer til i et brev til Pia Kjærsgaard at komme med en "uforbeholden undskyldning".

Næstformand i DR-bestyrelse: Fordomsfulde medarbejdere

Undskyldningen modtages af Pia Kjærsgaard. - Det er da rart for en gangs skyld at høre fra DR på den måde, og jeg tager selvfølgelig undskyldningen til mig. Men jeg håber, det giver DR lidt at tænke over, siger hun.

DF's medlem af DR's bestyrelse, næstformand, Ole Hyltoft, kalder sagen bekymrende.

- Det er tegn på, at nogle af DR's medarbejdere er fordomsfulde og uvidende, når noget sådan kan slippe igennem, mener han.