Må man som opstillingsberettiget parti sende en anden end sin partileder til partilederrunder på TV 2 og DR?
Det klare svar er nej - det må man ikke.
Det oplyser TV 2 og DR, efter at Kristendemokraterne her til morgen i Dagbladet Holstebro-Struer fortæller, at de agter at sende Kristian Andersen til partilederrunderne i stedet for partileder Stig Grenov.
- Det er DR, der bestemmer, hvem vi inviterer til vores programmer. Vi har til en række valgformater inviteret partiets leder. Det er et princip, vi håndhæver over for alle partier, skriver nyhedschef Thomas Falbe i en sms.
Piben har samme lyd hos TV 2, hvor Ulla Pors Nielsen, chefredaktør for TV 2 Event, også afviser Kristendemokraternes ønske, selvom de endnu ikke har fået en henvendelse fra partiet.
- Når TV 2 sender partilederrunder, er det partilederen, som er inviteret til at deltage i debatten, oplyser Ulla Pors Nielsen.
En brik i et spil
Kristendemokraterne havde ønsket at stille med vestjyske Kristian Andersen i jagten på et kredsmandat i Vestjylland, som de anser som partiets største chance for at komme i Folketinget.
Men sådan skulle det ikke gå. DR vil nemlig være sikre på, at man har en person i studiet, der tegner hele partiet, og at partilederrunderne ikke skal udvikle sig til et større taktisk spil.
- Partierne kan ikke på egen hånd ud fra taktiske eller politiske vurderinger beslutte, at de hellere vil stille med en anden repræsentant. Det ligger inden for vores normale redigeringsret. Vi ønsker ikke at være en brik i det spil, skriver nyhedschef Thomas Falbe.
Kristian Andersen selv er "meget overrasket" over, at han ikke får lov at stille op i partilederdebatterne.
- I de enkelte partier gør man jo sit for at lægge en strategi over, hvordan mulighederne for at komme i Folketinget er bedst. Og det undrer mig da, hvis DR og TV 2 underkender partiernes muligheder for at tilrettelægge deres valgkamp på den måde, de vil, siger han.
Jagten på et kredsmandat
Gennem et kredsmandat kan et parti komme i Folketinget, selvom de på landsplan ikke når over spærregrænsen på to procent. Et kredsmandat i Vestjylland, som det Kristendemokraterne og Kristian Andersen jagter, anslås at "koste" cirka 18.000 stemmer i kredsen har professor Kasper Møller Hansen tidligere vurderet.
Og med problemerne nationalt, hvor de i sidste meningsmålingen foretaget af Epinion for DR står til 0,4 procent, ser partiet Kristian Andersen som bedste mulighed. Han blev absolut topscorer i kredsen ved kommunalvalget og trak seks mandater i byrådet i Ringkøbing-Skjern.
Og derfor er håbet, at han kan trække partiet i Folketinget for første gang siden 2005. Men det bliver ikke med Kristian Andersen i partilederrunderne, så længe han ikke er partileder.
- Vi arbejder ufortrødent videre. Og jeg vil da gerne udfordre og forfølge den beslutning (fra DR og TV 2, red.) lidt. Jeg tror lige, vi vil snakke sammen om det i partiet og se, om der kunne være fortilfælde, hvor andre end formanden stiller op i de her debatter. Og se, om ikke vi kan få DR og TV 2 i tale om vores sag, siger han.