DR's udsendte: Grønlandsk valg er en gyser

Der er dødt løb mellem de store partier. - Det kan ikke blive mere dramatisk, end det er nu, siger DR's udsendte medarbejder i Grønland.

En fjerdedel af grønlænderne havde allerede stemt, kun fire timer efter valgstederne åbnede. (Foto: Kristian Amund Basballe © DR)

Grønlænderne strømmer til stemmeurnerne, og det ser ud til at blive en sand grønlandsk gyser.

Det fortæller P1's udsendte medarbejder, Kirsten Rosing, fra Nuuk.

- Det bliver meget, meget tæt. Der er mange, der taler om, at det bliver et gyservalg, siger hun.

Hvem er bedst til økonomi?

Valget løber af stablen blot to dage efter, det kom frem, at den grønlandske landskasse har et hul på en kvart milliard kroner.

Samtidig slås Grønland med høj arbejdsløshed - og en lang række sociale problemer.

- Økonomien er det helt store emne i valgkampen og den opgave, befolkningen mener, politikerne er nødt til at finde en løsning på, forklarer Kirsten Rosing.

- Det store spørgsmål er, hvem vælgerne tror er bedst til at løse den opgave.

- Det kan ikke blive mere dramatisk

Der er dødt løb i meningsmålingerne mellem de to store partier, som er socialdemokraterne Siumut og oppositionens socialister IA.

- Og da en koalition er tvivlsom, skal de finde mandater hos de mindre partier, forklarer Kirsten Rosing.

Det er Demokraterne og det nystiftede parti Partii Naleraq - med den tidligere landsstyreformand og Siumut'er Hans Enoksen ved roret - der akkurat som de store partier ser ud til at blive nogenlunde lige store i landstinget.

- Det kan ikke blive mere dramatisk, end det er nu, vurderer Kirsten Rosing.

Fredag eftermiddag og aften dansk tid er omkring 40.000 stemmeberettigede grønlændere ved at sætte kryds.

Valgresultatet foreligger efter al forventing lørdag.

DR2 sender live fra det grønlandske valg lørdag klokken 8.00-9.15.

Facebook
Twitter