Dyrere cigaretter: Grænsehandlen kan stige med over 1 milliard kroner

Skatteministeriet forventer, at grænsehandlen vil stige markant, når en pakke cigaretter i 2022 koster cirka 60 kroner.

Prisstigningen på cigaretter betyder, at flere rygere i fremtiden vil købe deres cigaretter uden for Danmarks grænser. Foto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix

Dyrere cigaretter kommer i fremtiden til at betyde, at flere rygere vil købe deres cigaretter i Tyskland eller i Syd- og Østeuropa.

Grænsehandlen med cigaretter forventes nemlig at stige med knap 1,2 milliarder kroner i 2022. Det vurderer Skatteministeriet i et svar til Folketinget.

Ifølge finanslovsaftalen for næste år, som regeringen har lavet sammen med SF, De Radikale, Enhedslisten og Alternativet, skal prisen på en pakke cigaretter gradvist stige med omkring 20 kroner over de næste år.

1. april næste år kommer en pakke til at koste omkring 55 kroner, og 1. januar 2022 stiger prisen yderligere til ca. 60 kroner for en pakke.

Konkret betyder det, at grænsehandlen med cigaretter skønnes at stige fra 250 millioner stk. til cirka 940 millioner cigaretter, når den forhøjede afgift er fuldt indfaset, vurderer Skatteministeriet altså.

DF: Det er flere penge end ventet

Skatteministeriets udregninger overrasker DF's sundhedsordfører Liselott Blixt (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe (© Scanpix)

Hos Dansk Folkeparti er de ikke overraskede over udsigten til en stigende grænsehandel.

Partiet er modstandere af den prisstigning, der er langt op til i finanslovsaftalen. I stedet vil partiet lade prisen stige i takt med løn- og takststigningerne i samfundet generelt. Det vil give en prisstigning på omkring 6-8 kroner.

- Det er noget af det, som vi hele tiden har gjort opmærksom på, og som er vores største frygt: At vi nu laver en grænsehandel, som gør, at vi flytter rigtig meget af vores handel i Danmark til for eksempel Tyskland, siger DF's sundhedsordfører Liselott Blixt.

Men udregningen fra Skatteministeriet overrasker alligevel ordføreren.

- Jeg synes, det er rigtig mange penge. Det er nok mere, end hvad jeg havde forventet. Det er et astronomisk beløb.

Minister: Det har hele tiden været forventningen

Skatteminister Morten Bødskov (S) (Arkivfoto). Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Men det har hele tiden været forventningen, at grænsehandlen vil stige, når prisen på cigaretter stiger, skriver Skatteminister Morten Bødskov (S) i et svar til Folketinget:

- Med lovforslaget gennemføres betydelige og mærkbare forhøjelser af tobaksafgifterne med henblik på at begrænse rygning – særligt blandt børn og unge.

- Det har således også været forventningen, at afgiftsforhøjelserne vil få en betydelig effekt på grænsehandlen og cigaretforbruget.