Dyster. Ukonkret. God. Mette Frederiksens åbningstale splittede salen

Støttepartierne gav rygklap til S-formanden, men blå blok savnede svar trods gode takter.

Statsministeren åbnede folketingsåret med sin tale til nationen. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

En proppet Folketingssal dannede rammen om statsminister Mette Frederiksens åbningstale, som traditionen tro falder her første tirsdag i oktober.

Alle Folketingets medlemmer var til stede, og derfor var der mange reaktioner på talen, der både skal gøre status over, hvordan det går med Danmark, men også løfte sløret for regeringens planer for den kommende tid.

Vi har samlet alle partiernes reaktioner her:

Venstre: Dyster og ukonkret tale

Venstres Jakob Ellemann-Jensen. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen, roste talen for at være "retorisk flot". Men derudover var der ikke mange rosende ord fra oppositionens største parti til statsministeren.

- Desværre var talen meget dyster og ukonkret. Jeg havde håbet på flere svar på, hvordan man vil løse de udfordringer, der tegner sig i horisonten, siger han.

Han hæftede sig ved Mette Frederiksens plan om at genskabe tilliden til medarbejdere og ledere i det offentlige.

- Det er den rigtige vej at gå. Men hvordan?

- Det bliver ved de meget overordnede fortællinger, og nu er de så langt inde i regeringsperioden, at man godt kan forlange konkrete svar, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Dansk Folkeparti: Kan skrive under på det meste

Gruppeformand Peter Skaarup. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Hos Dansk Folkeparti bemærkede gruppeformand Peter Skaarup planerne om at gennemføre en ny reform, der skal gøre op med bureaukratiet i det offentlige. Nærhedsreformen, kaldte statsministeren den.

- Det kunne være godt. Tryghed og tillid er et af vores gamle valgslogans. Der var nærmest ikke noget, jeg ikke kunne skrive under på, siger Peter Skaarup.

- Men hvordan har man tænkt sig at gøre det? Det var der ikke mange svar på, siger han.

SF: En god tale

Formand Pia Olsen Dyhr. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Hos støttepartiet SF var formand Pia Olsen Dyhr glad for talen.

- Det var en god tale. Det handler om, at Danmark skal i en ny retning. Vi har haft flere år med besparelser og slitage af velfærdssamfundet. Nu skal vi vende bøtten, siger hun.

I talen omtalte statsministeren en række problemer i samfundet. Eksempelvis klimakrisen, manglende tillid og problemer med kriminalitet. Og det er der grund til, mener Pia Olsen Dyhr.

- Der er grund til at være bekymret. Tillidskrisen er jo reel. Når vi mærker, at alt slides ned, så skal vi også passe mere på os selv, siger SF-formanden.

Alternativet: Rykkede nervøst i sædet

Politisk leder Uffe Elbæk (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Hos Alternativet var der både ros og ris til Mette Frederiksen efter åbningstalen.

For mens partileder Uffe Elbæk var glad for talens fokus på mere frihed til kommunerne og klimaindsatsen, var der noget, der gjorde ham utilpas.

- Jeg rykkede nervøst i sædet, da hun snakkede flygtninge og integration. Jeg synes, det bliver forkert, når man i samme sætning nævner udlændingepolitik og bomberne mod Skat. Så bliver jeg ked af det, siger Uffe Elbæk.

Radikale Venstre: Tillid skal blive til handling

Politisk leder Morten Østergaard. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

DR Nyheder lavede en optælling over, hvor mange gange Mette Frederiksen gentog et bestemt ord. Og 'tillid' blev sagt 34 gange i løbet af talen.

En god ting, ifølge De Radikales politiske leder, Morten Østergaard:

- Det var godt, at tillid fyldte så meget. Jeg er selv dybt optaget af, at tilliden til politikerne daler år for år. Det er afgørende, at vi får handling bag ordene. Vi skal have hånden på kogepladen. Hensigterne i talen var gode, men forhåbentlig kommer der mere gris på gaflen, siger han.

Enhedslisten: Alle de rigtige emner

Politisk leder Pernille Skipper. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)

Det er næsten en tale taget ud af Enhedslistens Pernille Skippers hoved:

- Hun berører de vigtige elementer. Målsætningen på klimaområdet er vigtig, og den skal vi holde fast i. Så nævner hun også, at velfærden skal forbedres og at det skal ske uden at sende regningen til dem, der har mindst, siger hun.

Men den politiske ordfører savner ord i snakken om papirarbejde:

- Der er også mangler. Det er godt at tale afbureaukratisering (...) Men det er svært at nævne uden at tale om det beskæftigelsessystem, der pisker syge og arbejdsløse rundt. Det nævnte hun ikke et ord om, siger Pernille Skipper.

Konservative: Svært at være uenig i de store linjer

Formand Søren Pape Poulsen. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

- Der er ingen, der ønsker mere kontrol, siger Søren Pape Poulsen med henvisning til Mette Frederiksen, der vil afbureaukratisere den offentlige sektor. Det passer De Konservative godt.

Men statsministeren vil udskyde politiforliget, som ellers skulle forhandles her til efteråret. Det et punkt, som får talen til at tippe over i det negative for De Konservatives formand:

- Jeg er rigtig ked af, at man udskyder den aftale med et år, når nu vi har en anklagemyndighed, der i den grad har brug for flere ressourcer, for de ligger i den grad ned, siger Søren Pape Poulsen.

Liberal Alliance: Banebrydende tale

Politisk leder Alex Vanopslagh. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

- Det var på mange måder en ganske okay tale med henblik på, at det var en Socialdemokratisk statsminister. Jeg synes det er fint, at hun ikke tegner et lyserødt billede af, hvordan der ser ud i Danmark, siger Alex Vanopslagh med henvisning til bombesnak og udlændingestramninger.

Men der var noget, den liberale, politiske ordfører lagde særligt, positivt mærke til:

- Det er banebrydende, at hun siger, at de mange milliarder, som bliver brugt i den offentlige sektor, ikke virker. For hun siger jo sådan set, at det er afbureaukratisering, der virker, siger Alex Vanopslagh og slutter af med en negativ observation fra talen:

- Det der med, at uligheden er ved at stikke af. Det er overdrevet af statsministeren.

Nye Borgerlige: Socialdemokratiet afslører sig selv

Formand Pernille Vermund. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

- Hun lavede en dygtig tale, og jeg er rigtig glad for, at hun taler om et dystert billede af Danmark. Hun sætter fingeren på nogle af de ømme punkter, som der eksisterer i Danmark, men vi vil se noget handling omkring de kriminelle udlændinge og asylsystemet. Det vil vi holde hende op på, siger formand Pernille Vermund.

Så en overvejende positiv melding fra Folketingets nye parti, men ifølge Pernille Vermund afslører Mette Frederiksen sig selv:

- Det er afslørende, når en Socialdemokrat siger, at 'vi bruger flere penge, uden at borgerne mærker det'. De afslører der, at man spilder danskernes penge, når man betaler skat til det offentlige, som politikerne skalter og valter med, siger Pernille Vermund.