Efter anklager om krænkelser: Ungdomsparti udelukker tidligere S-ansat

Formanden for DSU kan ikke afvise, at der kommer flere sager.

Frederik Vad, som ses på dette billedet, fortæller, at den pågældende person ikke længere har lov til at deltage i DSU-arrangementer. (Foto: LISELOTTE SABROE © RITZAU/SCANPIX)

For knap tre uger siden fortalte syv kvinder til Berlingske, hvordan de var blevet udsat for upassende og krænkende adfærd fra en nu tidligere ansat i Socialdemokratiet.

Nogle af sagerne knytter sig specifikt til kvinder, der var medlem af partiets ungdomsorganisation, Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, der også bliver kaldt DSU.

Sagen er blevet undersøgt af syv medlemmer i det nyetablerede personsagsudvalg i DSU, der har til opgave at undersøge beskyldningerne om krænkelser begået af manden i forbindelse med ungdomspartiet.

Og nu er der kommet en konklusion.

Det fortæller Frederik Vad Nielsen, der er forbundsformand i DSU, til DR Nyheder.

- Vi har truffet den afgørelse, at den konkrete person ikke længere er velkommen i foreningen på alle niveauer. Det vil sige lokalt, regionalt og nationalt.

- Der er hverken blevet foretagt en ekskludering eller en politianmeldelse. Men det, der er foretaget, er en udelukkelse af at kunne komme til noget arrangeret af DSU, i DSU, eller med DSU i al fremtid.

- Hvis personen ikke må komme til noget i fremtiden, hvorfor er han så ikke ekskluderet?

- Hvis man bliver ekskluderet, bliver man som medlem smidt ud. Det har der ikke været tale om i det her tilfælde. Men hvorfor kan jeg ikke sige, for så er vi inde og røre ved privatlivets fred angående medlemsskaber. Det, jeg kan sige, er, at personen er udelukket fra DSU's aktiviteter, siger Frederik Vad Nielsen.

Den pågældende person oplyser til DR Nyheder, at han selv har meldt sig ud af foreningen, men han har ikke yderligere kommentarer til sagen.

Tidligere har den pågældende mand over for Berlingske givet udtryk for, at han er ked af, at kvinderne har oplevet ham som krænkende.

Der er dog flere dele af kvindernes beskrivelser, han ikke kan genkende, sagde han efterfølgende i et uddybende svar til TV2.

Frederik Vad Nielsen fortæller, at man stadig undersøger sager i foreningen. (Foto: Henning Bagger © Henning Bagger)

Kan ikke afvise flere sager

DSU's personsagsudvalg blev etableret sidste år i kølvandet på en række sager om seksuel chikane i dansk politik.

Det er de syv medlemmer her, som har siddet med sagen, og efterfølgende fremlagt deres undersøgelse til ledelsen, hvor de også giver en indstilling til en eventuel sanktion.

Ifølge Frederik Vad Nielsen så har man brugt denne metode og ikke en advokatundersøgelse af ressoucemæssige årsager.

- Vi kan ikke køre med advokatundersøgelser, hver gang vi ser sådan nogle situationer.

- Men er I så sikre på, at alt kommer frem?

- Vi har gjort det bedste, vi kunne. Vi har opfordret vores medlemmer til at komme til personsagsudvalget, vi har opfordret vores medlemmer til at tale med deres forældre, og vi har kontaktet de kvinder, der er stået frem flere gange, fortæller Frederik Vad Nielsen.

- Vi har forsøgt at skabe så tryg en proces, som vi kunne. Så både kvinder og mænd, der har historier, som de ikke har fortalt, har haft mulighed for at komme frem med dem.

- Men er I sikre?

- Nej, det er vi overhovedet ikke sikre på. Det gør det her så svært. Jeg kan desværre ikke afvise, at der er mere.

- Er der flere sager på vej?

- Jeg kan bekræfte, at siden undersøgelsen gik i gang, har flere henvendt sig. Jeg kan ikke sige, om det omhandler den pågældende person eller på andre personer. Men alt bliver undersøgt.

- Vi kommer til løbende at forholde os til sager.

- Er der nogle igangværende sager?

- Ja, det er mit indtryk. Men det er begrænset, hvad jeg har af viden, da vi har et armslængdeprincip. Jeg får først noget at vide, når forretningsudvalget skal konkludere på personsagsudvalgets undersøgelse.

- Der er undersøgelser i gang stadigvæk, men jeg ved ikke hvor mange eller, hvad de indeholder.

Langt og sejt træk

Ifølge formanden har man dog de sidste år gjort sit i det socialdemokratiske ungdomsparti for at ændre den kultur, som formanden erkender, der har været.

- Det er virkelig et langt og sejt træk. Det er et meget langt kulturarbejde, som alle, der bekæftiger sig med politik, laver, siger Frederik Vad Nielsen.

- Vi skal arbejde med vores kultur. Det er ikke oprydning, det er et on going arbejde. Det tager ikke et par år at lave årtiers kultur om. Det tager lang tid.

Han oplyser, at man har informeret DSU's hovedbestyrelse om udelukkelsen, og at moderpartiet, Socialdemokratiet, på den måde også er blevet orienteret.

Slikkede på praktikant

I alt har syv kvinder fortalt, at de har oplevet seksuelle krænkelser fra den samme mand.

Flere af kvinderne er anonyme, men en, som står frem med navn, er Hanne Agergaard. I efteråret 2020 var hun netop begyndt som praktikant i Socialdemokratiet.

Her gik hun med kollegerne på det kendte politiker-værtshus Toga tæt på Christiansborg.

Hun fortæller, hvordan manden ankom beruset, var upassende og gav kommentarer af seksuel karakter. Og hvordan han uopfordret tog fat om hendes hoved og kyssede og slikkede på hende.

- Normalt er jeg ret handlekraftig pige - jeg kan godt sige fra, men jeg var fuldstændig målløs, siger Hanne Agergaard til DR Nyheder.

Hun forsøgte i første omgang at glemme det.

- Men jeg vidste godt, at jeg var hernede, og han var heroppe, siger hun med henvisning til, at manden var højere i hierarkiet, end hun var som praktikant.

Men hun fik mere og mere ondt i maven, forklarer hun, så hun gik til et folketingsmedlem, og sagen blev taget op af partiets sekretariatschef, Lisa Schmidt.

Ifølge Berlingske får Hanne Agergaard efterfølgende at vide, at “sagen var klaret” dog uden at få yderligere forklaring. Manden var ligeledes stadig ansat.

Over for avisen beskriver hun, hvordan sekretariatschefen også forsøgte at få hende til at droppe at gå videre med sagen.

Men hun hørte om flere og "værre sager" om samme mand.

- Jeg finder ud af, at de også kender til nogle af de sager og tænker: Hvad er det, der foregår? Alle ved det her, og der er mange andre, der har oplevet ting. Og der er ikke nogen, der gør noget, siger Hanne Agergaard.

Derfor mener hun, at statsminister Mette Frederiksens (S) ord om, at de ikke tolererer magtmisbrug i partiet, 'klinger hult.'

Det var først, da hun med hjælp fra blandt andre socialdemokraten Maria Gudme, der har været meget aktiv i metoo-sagen, kom i kontakt med partisekretær Jan Juul Christensen, at hun oplevede, at sagen blev taget alvorligt.

Efterfølgende stoppede manden i partiet.

Socialdemokratiet afviser over for Berlingske at have håndteret klagerne forkert. Partiets sekretariatschef, Lisa Schmidt, skrev dengang til Berlingske, at partiet ikke har haft kendskab til det 'samlede billede', der optegnes.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk