Efter DF-anklager: Esben Lunde afviser at holde hånden over storfiskerne

DF er ikke tilfreds med miljø- og fødevareministerens håndtering, men han fastslår, han vil bekæmpe kvotekonger.

Kampen om fiskekvoter har bragt minister Esben Lunde Larsen i stormvejr. Fredag undskyldte han i et samråd, at partier ikke har fået flere informationer om kvotekonger i fiskeribranchen. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) fastslår, at han bestemt ønsker at bekæmpe kvotekonger.

Det er storfiskerne, som får mange af fiskekvoterne og dermed sætter sig på store dele af fiskeriet, hvilket skader de mindre fiskere, mener især Dansk Folkeparti og de røde partier.

Men ministeren afviser at have givet misvisende oplysninger om, at en såkaldt tro-og-love-erklæring skulle være bedste middel til at fjerne noget af storfiskernes monopol.

I går sagde Esben Lunde Larsen gentagne gange under et samråd, at det bedste middel til at undgå, at fiskekvoter koncentreres på for få hænder, er en erklæring, hvor fiskeren skriver under på ikke at ville bryde reglerne.

Men ifølge Berlingske har styrelsen tværtimod skrevet, at en sådan erklæring ikke var ikke hensigtsmæssig.

Men den vurdering er en anden i dag, understreger Lunde Larsen i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Det er korrekt, at styrelsen forud for og under forhandlingerne syntes, der var problemer med modellen med tro og love-erklæringer, men der var et politisk ønske om at gøre noget ved problematikken.

- Derfor arbejdede de videre med modellen. Tro og love-erklæringer er ikke et vidundermiddel, men det er desværre det bedste bud på en løsning fra Landbrugs- og Fiskeristyrelsen, udtaler han i den skriftlige kommentar.

Til DR Nyheder fastslog han i dag, at han ikke mener, at han har misinformeret Folketinget:

DF har ikke afgjort hans fremtid

Esben Lunde Larsen udsender sin kommentar, efter Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen i morges til Ritzau sagde, de ikke troede på, ministeren har et oprigtigt ønske om at gøre det vanskeligere for storfiskerne at få fat i kvoterne.

- Politisk ønsker han (ministeren, red.) åbenbart at holde hånden over kvotekongerne, sagde Ib Poulsen.

- Tro-og-love-erklæringen er måske det bedste bud. Men det er det bedste bud i forhold til at bevare kvotekongernes magt over dansk fiskeri. Og det er det, DF ønsker at gøre op med.

Dansk Folkeparti har ikke taget stilling til, om Esben Lunde Larsen kan blive som minister.

- Jeg arbejder ud fra et politisk mål om at gøre op med kvotekongerne. Så længe ministeren hedder Esben Lunde, arbejder jeg sammen med ham. Kommer der en anden, arbejder jeg sammen med ham, sagde Ib Poulsen.

/ DR Nyheder /

Facebook
Twitter