Efter frokost gik Pia på talerstolen med en besked til formanden: Partiet skal snart på ret kurs

Grundlæggerens landsmødetale var en advarsel til Kristian Thulesen Dahl, mener analytiker.

Pia Kjærsgaards landsmødetale kan tolkes som en advarsel til Kristian Thulesen Dahl, mener analytiker. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Partileder Kristian Thulesen Dahls landsmødetale før frokost stjal næppe appetitten fra nogen.

Men efter smørrebrødsanretningerne var blevet spist i Odense, tøvede Pia Kjærsgaard ikke med at strø salt i Dansk Folkepartis sår og tale åbent om den nuværende vælgerkrise.

- Jeg har altid kaldt en spade for en spade, og sagt det, som det er. Så det vil jeg også gøre nu. Dansk Folkeparti står stadig i en svær situation, sagde Pia Kjærsgaard, der for 25 år siden var med til at grundlægge partiet.

- Mange af os kan ikke leve med den situation, Dansk Folkeparti står i. Jeg kan slet ikke, slog Pia Kjærsgaard fast.

Analytiker: Skarpt budskab

Fra folketingsvalget i 2015 og til den seneste meningsmåling for DR den 2. oktober, har partiet mistet 25 mandater.

Grundlæggerens tale var et vink med en vognstang til Kristian Thulesen Dahl, mener DR’s politiske analytiker.

- Når Pia Kjærsgaard direkte siger, at hun ikke kan leve med den situation, som DF står i, så kan jeg kun fortolke det som en udtalelse med adresse til Kristian Thulesen Dahl. Det er jo ham, der står med ansvaret for situationen, partiet står i, siger Jens Ringberg.

- Han skal enten se at få partiet bragt i en bedre tilstand, eller også må han forvente, at Pia Kjærsgaard sætter sig i bevægelse på den ene eller den anden måde. Og det kunne jo være, at hun begynder at arbejde for et lederskifte.

Trods krisen er Carsten Sahl Andersen fra Sønderborg Lokalforening tilfreds med formanden:

- Alt det siger hun jo ikke direkte, men det er et skarpt budskab, hun leverer helt i starten af sin 25-års-jubilæumstale, siger Jens Ringberg.

Det var ’bemærkelsesværdigt’, at der var så stor forskel på talerne, mener han. Kristian Thulesen Dahl kom slet ikke ind på krisen, mens Pia Kjærsgaard var meget tydelig.

- Det var overraskende for mig, at Kristian Thulesen Dahl slet ikke kom ind på de åbenlyse udfordringer, hans parti står overfor.

Thulesen Dahl: Godt, at Pia byder sig til

Efter Kjærsgaards talte erkendte formand Kristian Thulesen Dahl over for DR, at han dybest set er enig med den tidligere formand.

- Jamen, der er jo grundlæggende ikke nogen af os, der kan leve med det. Det er derfor, vi bruger al vores vågne tid på at ændre vilkårene, ændre forholdene, sagde han.

- Så jeg synes jo, at det er fint, at Pia fortsat gør det klart, at hun er aktiv politiker, og at hun byder sig til ligesom alle mulige andre, og så må vi jo som et hold sørge for at bevæge det her opad, så vi, næste gang vi mødes til et årsmøde, har en bedre situation, end vi har i dag, sagde han.

Hyldest til Michael Bundesen

Før det havde gruppeformand Peter Skaarup i sin tale opfordret medlemmerne til at sende en kærlig tanke til nyligt afdøde Shu-bi-dua-forsanger Michael Bundesen.

En nylig redigering af højskolesangbogen gør nemlig, understregede han, at der mere end før er brug for partiet.

- Fra højskolesangbogen fjerner de både hans sang "Danmark" og Erik Clausens "Mormors kolonihavehus", sagde Peter Skaarup.

- Hvad sættes der i stedet? Den famøse sang "Ramadan i København" fra Isam eller… skal vi kalde ham 'Islam' B, sagde han fra talerstolen i Odenses Odeon-kongrescenter.

Kampformen er fin, trods krise. Det siger delegeret Lene Baggesø Fruerboel:

FacebookTwitter