Radikale Venstre i krise

Efter krænkelsessager: Morten Østergaard sygemelder sig

- Jeg vil tage stilling til hans situation, når han er tilbage fra sygeorlov, siger Sofie Carsten Nielsen.

En tydeligt påvirket Morten Østergaard mødte pressen i onsdags. (Foto: Martin Sylvest © Scanpix)

Morten Østergaard har sygemeldt sig. Det oplyser Radikales Venstres nye leder, Sofie Carsten Nielsen, i en pressemeddelelse.

- Morten Østergaard har valgt at sygemelde sig. Jeg vil tage stilling til hans situation, når han er tilbage fra sygeorlov.

Sofie Carsten Nielsen afløste Morten Østergaard som politisk leder for Radikale Venstre i onsdags efter et langt gruppemøde, der handlede om, at Morten Østergaard var manden, der havde krænket folketingsmedlemmet Lotte Rod.

Sådan lød det, da Morten Østergaard trak sig som politisk leder:

Morten Østergaard har i alt fået tre reprimander på baggrund af tre sager om seksuel chikane, viser en redegørelse, som Sofie Carsten Nielsen har fået partiets sekretariat til at udarbejde.

Advarsel til sekretariatschef

Redegørelsen betyder, at Sofie Carsten Nielsen har givet partiets sekretariatschef en advarsel for mangler i håndteringen af krænkelsessagerne.

- Manglen på retningslinjer har dog svækket håndteringen. Blandt andet har ikke alle klagere fået den tilbagemelding, de burde have fået. Det er ikke acceptabelt.

- Det undrer mig meget, at det trods gentagne sager ikke har været muligt at bringe sagerne videre, så der kunne drages yderligere konsekvens, lød det i aftes fra Sofie Carsten Nielsen.

Også i går aftes lavede folketingsmedlemmet Katrine Robsøe så et Facebook-opslag, hvor hun forklarede, at hun var blevet krænket af Morten Østergaard.

- Jeg er en af de tre kvinder, Morten Østergaard i fredags stod frem og indrømmede, at han har krænket.

Det var i 2015, at Katrine Robsøe (B) oplevede grænseoverskridende adfærd, da hun var ansat som studentermedhjælper. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Blev kontaktet i september

Det var allerede 17. september, at Katrine Robsøe gik til Sofie Carsten Nielsen og fortalte, at hun for år tilbage var blevet seksuelt krænket af Morten Østergaard.

Den information konfronterede Sofie Carsten Nielsen herefter Morten Østergaard med, og det lukkede egentlig sagen, mente hun.

Ifølge hende syntes Katrine Robsøe nemlig, at der var taget hånd om den.

Kort tid inden henvendelsen havde Lotte Rod fortalt Sofie Carsten Nielsen, at Morten Østergaard engang havde taget hende på låret.

Derfor blev hun nervøs for, om Morten Østergaard ville krænke andre, eller om der kunne være andre krænkende hændelser, der endnu ikke havde set dagens lys.

- Nogle ønsker at give et billede af Sofie som en, der har dækket over Morten, det har på ingen måder været tilfældet, hun har bakket mig op hele vejen, og hun har samtidig honoreret den fortrolighed, jeg har ønsket af hende, skrev Robsøe i aftes.

Katrine Robsøe skriver ikke, hvordan hun præcist har oplevet at blive krænket af Morten Østergaard.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk