Efter millionsvindel: Nu skal det være slut med skattesnyd med brugte biler

Folketinget har givet dødsstødet til den såkaldte selvanmelderordning for brugte biler.

Det har været for nemt for brodne kar i branchen at skrue kunstigt op for værdien på brugte biler, der skulle eksporteres, for at hæve flere penge hos Skat. Det mener skatteministeren og et enigt Folketing. (Foto: Shamil Zhumatov © Scanpix)

Det skal være slut med, at såkaldte selvanmeldere blandt de danske bileksportører selv sætter værdien af gamle biler til eksport - og bagefter beder Skat om at få refunderet et kunstigt stort beløb.

Det har et enigt Folketing bestemt i dag.

Jo mere en bil er værd, jo flere penge får eksportøren af Skat i såkaldt eksportgodtgørelse - og det har fået nogle af de danske bileksportører til ulovligt at indberette en meget højere værdi, end hvad bilerne reelt er værd.

Siden selvanmelderordningen blev indført for 12 år siden har visse bileksportører udnyttet ordningen til at hive ekstra millioner ud af statskassen, berettede DR's forbrugerprogram Kontant i efteråret.

Men fra 2020 skal alle biler i stedet vurderes af Motorstyrelsen, før de kan få penge tilbage i registreringsafgift, når de eksporterer, lyder det nu.

- Jeg ønsker som skatteminister at afskaffe selvanmelderordningen, fordi jeg for at sige det helt ærligt grundlæggende er træt af folk, der svindler og bedrager på motorområdet, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V).

Han peger på, at det ikke er alle inden for selvanmelderordningen, der svindler, men:

- Man må bare sige, at med det, vi ved nu, så er det en noget større andel, end det jeg først troede, og derfor ønsker et flertal i Folketinget nu, at afskaffe den ordning, der har eksisteret de seneste 10 år, siger han.

Hos autobranchen siger man derimod, at regeringen går for hårdt til værks.

Uvildige personer skal ind over

Skatteministeriet fortæller i en pressemeddelelse, at en ny model, hvor uvildige folk hos Motorstyrelsen skal stå for at vurdere bilerne, tidligst kan træde i kraft i år 2020.

Ministeren peger på, at der blandt andet skal ansættes 60-80 personer til at stå for vurderingerne.

Er dette et udtryk for mistillid til bileksportørerne?

- Jeg har i hvert fald mistillid til en væsentlig del af den branche, der eksporterer biler. Der er selvfølgelig nogle, der overholder reglerne, men der er sandelig også nogle, der svindler og bedrager, lyder det fra ministeren.

Hos brancheorganisationen AutoBranchen Danmark kalder man Folketingets beslutning et unødvendigt tilbageskridt, som også rammer de ærlige virksomheder i stedet for kun de brodne kar.

- Vores egen branche har i årevis råbt politikerne op og peget på, at det var for let at svindle. Derfor skulle der selvfølgelig ske noget, lyder det fra Gitte Seeberg, direktør i AutoBranchen Danmark i en pressemeddelelse.

- Men politikerne har valgt at erstatte et fleksibelt system med et administrativt tungt system ved at ansætte en masse nye medarbejdere i Motorstyrelsen, der skal stå for en manuel kontrol af alle eksportbiler, lyder det i pressemeddelelsen.

Her foreslår man i stedet blandt andet indførelsen af en licensordning, så ikke hvem som helst kan blive selvanmelder samt en styrkelse af løbende kontrol i virksomhederne.

Kontant løftede sløret for millionsvindel

DR's forbrugerprogram Kontant afslørede tilbage i september, at selvanmelderordningen blev brugt til svindel for millioner af kroner ved eksport af brugte biler.

Nogle eksportører har købt brugte biler til eksport, skruet værdien i vejret over for Skat og har efterfølgende fået udbetalt pengene uden problemer, da der ikke har været nævneværdig kontrol.

Sidste måned kom Rigsrevisionen frem til samme konklusion.

Ifølge undersøgelsen fra Rigsrevisionen har Skatteministeriet haft kendskab til muligt misbrug af ordningen i 10 år, og mistanken om svindel er blevet omtalt i flere interne rapporter siden 2015.

Men Skat har stort set ikke nægtet at registrere virksomheder som selvanmeldere og har kun i få tilfælde fjernet tilladelsen ved tegn på svindel, viser undersøgelsen.

Det fik Rigsrevisionen til at vurdere, at den manglende overvågning af selvanmelderne og de manglende konsekvenser gjorde, at de brodne kar i branchen i praksis ikke oplevede nogen risiko ved fusk.

Ifølge skatteministeren er der dog ikke grund til at klandre myndighederne.

- Men man kan selvfølgelig spørge, hvorfor vi ikke politisk har haft større fokus på denne ordning, og det er en rimelig kritik at komme med, siger Karsten Lauritzen.

Facebook
Twitter