Efter plagiat-anklager: Forskningsminister klar til at erklære sig inhabil

Esben Lunde Larsen må efter alt at dømme lade andre udpege nye medlemmer til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed.

Uddanelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen erkender, at det kan komme på tale at lade andre udpege medlemmer til UVVU. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

Det bliver sandsynligvis en anden minister end Esben Lunde Larsen, der skal udpege og godkende nye medlemmer til Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU), når en række af de nuværende medlemmers periode udløber 31. januar næste år.

Erkendelsen falder fra forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) selv i et svar til Uddannelses- og Forskningsudvalget, efter Socialdemokraterne har stillet spørgsmålstegn til ministerens habilitet, såfremt sagen om hans ph.d.-afhandling fortsat verserer efter årsskiftet.

På nuværende tidspunkt ligger sagen hos Københavns Universitets Praksisudvalg, men herfra kan sagen ende hos UVVU. Sker det, så står udvalget i en situation, hvor det skal undersøge forskningsministerens ph.d.-afhandling for videnskabelig uredelighed, samtidig med at ministeren skal udpege nye medlemmer.

Må ikke kunne rejses tvivl om habilitet

En situation, der kan vise sig uholdbar, såfremt sagen fortsat behandles i praksisudvalget - som har et halvt år til at behandle sagen - eller er blevet sendt videre til UVVU, erkender forskningsministeren.

- Det siger sig selv, at der på tidspunktet, hvor der skal udpeges nye medlemmer, ikke på nogen måde må kunne rejses tvivl om, hvorvidt sager vedrørende min person vil kunne influere på udpegningerne, skriver han i et svar til Uddannelses- og Forskningsudvalget.

Han vil derfor erklære sig inhabil og bede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) udpege en anden minister til at godkende udvalgets medlemmer, hvis altså sagen stadig kører til januar.

- Hvis min ph.d.-afhandling fortsat behandles (…), når medlemmerne skal udpeges, vil jeg derfor anbefale statsministeren at overføre ansvaret for udpegningen af medlemmer, der skal udpeges i januar 2016, til en anden minister.

Socialdemokraterne har kaldt Esben Lunde Larsen i samråd af sagen tirsdag. Her er ministerens habilitet et af punkterne på dagsordenen.

Esben Lunde Larsen ønsker ikke at uddybe sit svar, oplyser Forsknings- og Uddannelsesministeriet til DR Nyheder.

Facebook
Twitter