Efter politianmeldelse: Messerschmidt fastholder sin uskyld

Dansk Folkepartis europaparlamentariker afviser beskyldninger om identitetstyveri.

Morten Messerschmidt, medlem af Europaparlamentet i Dansk Folkeparti.

Det er ikke rart at være blevet politianmeldt, men Dansk Folkepartis europaparlamentariker Morten Messerschmidt svarer gerne på politiets spørgsmål.

Sådan lyder det fra den populære politiker i et interview med DR, efter at europaparlamentariker Rikke Karlsson, tidligere medlem af Dansk Folkeparti, har meldt Morten Messerschmidt til politiet i Hobro for identitetstyveri.

Rikke Karlsson er efter eget udsagn blevet indsat i hovedbestyrelsen for det lille europæiske parti Meld i 2014 uden at være vidende om det.

Morten Messerschmidt fastholder, at alt er gået efter bogen.

- Jeg mener vitterligt ikke, at jeg har begået noget som helst, der er kriminelt, siger Morten Messerschmidt.

- Jeg oplever det altså lidt som om, at det var så det skud i bøssen, hun (Rikke Karlsson, red.) endnu ikke havde brugt, for der er jo nærmest ikke det igennem de sidste otte-ni måneder, jeg ikke er blevet beskyldt for af Rikke Karlsson.

Identitetstyveri, fejl eller forglemmelse?

Morten Messerschmidt afviser, at Rikke Karlsson har været udsat for identitetstyveri, men siger, at hun må have glemt sit samtykke.

- Da jeg læste jura, var identitetstyveri noget med, at man skabte en profil for eksempel på Facebook, hvor man så agerede, som om man var en anden person. Og det er jo slet ikke det, der er tale om her, siger han.

- Det, der er tale om her, er enten, at Rikke (Karlsson, red.) ikke kan huske, at hun har givet samtykke mundtligt, dengang vi sad og talte om det for nu snart to år siden, eller, og det vil jeg gerne bestride, at der er sket en fejl, hvor hun ikke har givet et sådanne samtykke, og det kan aldrig nogensinde være en kriminel forseelse.

Morten Messerschmidt tvivler på, at han kan finde frem til skriftlig dokumentation for, at Rikke Karlsson har givet samtykke til at blive medlem af hovedbestyrelsen i Meld, fordi meget blev aftalt mundtligt blandt Dansk Folkepartis nye europaparlamentarikere efter europaparlamentsvalget i 2014.

I Rikke Karlssons øjne er sagen blandt andet alvorlig, fordi et medlemskab af hovedbestyrelsen vil gør hende ansvarlig for økonomien i Meld - en økonomi som hun siden efteråret har forsøgt at få detaljeret indblik i, fordi hun har haft på fornemmelsen, at noget kørte skævt.

Hør noget af Messerschmidt-interviewet her:

Litauisk statsborger er en fejl

Sagen om det lille europæiske parti Meld og den tilhørende fond Feld startede i efteråret sidste år, hvor Rikke Karlsson meldte sig ud af Dansk Folkeparti, fordi hun ikke kunne få adgang til detaljer om økonomien bag de to foreninger, som Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt er tæt knyttet til. Morten Messerschmidt var for eksempel formand for Meld sidste år.

Siden har Europaparlamentet set nærmere på Meld og Feld og fundet frem til, at Meld og Feld skal tilbagebetale 2,9 millioner misbrugte støttekroner til EU-kassen. Det skete i foråret, og nu har Ekstra Bladet igen trukket sagen frem efter at have fået indsigt i nye dokumenter fra de franske myndigheder.

Af Ekstra Bladets dokumenter fremgår det ikke bare, at Rikke Karlsson blev medlem af Melds hovedbestyrelse på en generalforsamling i november 2014, uden - efter Rikke Karlssons egne udsagn - at kende til Meld og Feld eller være til stede på generalforsamlingen.

Det fremgår også af dokumenterne, at hun er litauisk statsborger, hvilket har fået Rikke Karlsson til at spekulere over, om det er sket for at få flere støttekroner ud af EU.

Men det afviser Morten Messerschmidt, der kalder det "en gåde", at hun ikke står opført korrekt som dansk statsborger.

- Det er jo en helt skør fejl. Vi har slet ikke i 2015 nogle medlemmer fra Litauen, så det giver ikke nogen mening. Men jeg vil gerne understege, at jeg er fuldt bekendt med Rikkes (Karlsson, red.) nationalitet. Det er simpelthen en administrativ fejl, siger han.

Søren Espersen var med i Meld

Ekstra Bladet kan også fortælle, at Dansk Folkepartis folketingsmedlem Søren Espersen har siddet med i bestyrelsen hos Meld fra 2012 og frem.

Det har ikke før har været fremme, og det får Ekstra Bladet til at spekulere i, om Søren Espersen har været medlem af Melds bestyrelse på et tidspunkt, hvor det europæiske parti misbrugte EU-midler.

Morten Messerschmidt bekræfter, at Søren Espersen var medlem af Melds bestyrelse i en periode, men han husker ikke på stående fod hvor længe.

- Det er korrekt, at Søren Espersen var med i begyndelsen, da vi stiftede foreningen helt tilbage i 2012. Jeg har været tilbage og tjekke nogle af de registre, der er indgivet, og er ikke sikker på, om han endte med at sidde i bestyrelsen eller ej, siger Morten Messerschmidt.

- Her i sommerperioden er der ikke en sjæl på mit kontor i Bruxelles. Det er jeg nødt til at vende tilbage og tjekke. Men det er rigtigt, at der var en repræsentant fra Dansk Folkepartis ledelse med, da vi stiftede det europæiske parti, og der var det Søren (Espersen, red.) som udenrigsordfører, der var på banen.

FacebookTwitter