Efter udvisning af danske diplomater: Ordførere siger nej til russisk gasledning

Danmark skal ikke lægge farvand til Nord Stream 2, mener udenrigsordførere fra både rød og blå blok.

Her ses dele af gasledningen Nord Stream 2, der blev leveret til den tyske ø Rügen, den 24. marts 2017. (Foto: handout © Scanpix)

Med Ruslands melding om at en lang række europæiske diplomater – heriblandt to danske – udvises fra landet, skal Danmark sige ”nok er nok”.

Det mener en række udenrigsordførere fra både rød og blå blok.

De er enige om, at Danmark skal skrotte gasledningen Nord Stream 2 som svar på Ruslands aggressive adfærd.

Gasledningen skal ifølge planerne gå fra Rusland til Tyskland gennem Østersøen, og dermed vil den passere gennem dansk farvand.

Michael Aastrup Jensen, udenrigsordfører fra Venstre, mener, at det ville give Rusland en ”stor udenrigspolitisk sejr”, hvis Danmark tillader, at gasledningen går igennem dansk territorium.

Derfor synes han, at Nord Stream 2 skal skrottes.

- Det er Rusland, der bliver ved med at optrappe, senest med giftangrebet i Storbritannien, og der har vi én mulighed for at trække en streg i sandet og sige: Det må have konsekvenser, når man er så aggressive, som Rusland er.

Aastrup Jensen lægger i øvrigt vægt på, at overstående er hans personlige holdning, og ikke et udtryk for Venstres generelle holdning.

Her skal russisk gasrørledning efter planen placeres.

Samme holdning finder man dog også hos De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader. Andet ville ifølge ham ikke give mening:

- Jeg kan ikke forestille mig, at vi udviser diplomater, skaber sanktioner og samtidig siger ja til Nord Stream 2. Det hænger ikke sammen.

Khader efterlyser desuden, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) eller udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) bør melde klart ud i forhold til, hvad de mener, Danmark skal stille op med Nord Stream 2.

Opposition: Vigtigt at være uafhængig af russisk gas

Hos oppositionspartierne Socialdemokratiet og SF lægger begge udenrigsordførere vægt på, at Danmark ikke skal være afhængige af russisk gas.

- Det kan virkelig sætte en klemme på os, hvis vi bliver afhængige af russisk gas. Derfor er det meget vigtigt, at vi i vores energipolitik bliver uafhængige af gas fra Rusland og siger nej til Nord Stream 2, siger udenrigsordfører Holger K. Nielsen (SF).

Udenrigsordfører fra Socialdemokratiet, Nick Hækkerup, er enig og tilføjer:

- Nord Stream 2 har udenrigs- og sikkerhedspolitisk betydning. Vi vil i Vesteuropa blive mere afhængige af russisk gas, og regeringen skal sige nej, fordi vi er i en situation med et Rusland, der optræder meget aggressivt over for Vesteuropa.

Facebook
Twitter