Ejeraftale om grønlandske lufthavne er underskrevet

Danmark og Grønland er enige om vilkårene for fælles ejerskab af lufthavnsselskabet Kalaallit Airports.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), landsstyreformand Kim Kielsen og bestyrelsesformand for Kalaallit Airports Johannus Egholm Hansen har i dag underskrevet en tillægsaftale til lufthavnsprojekt. (Foto: Martin sylvest © Scanpix)

Udvidelsen af de grønlandske lufthavne i Nuuk og Ilulissat er kommet et skridt nærmere.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og formanden for det grønlandske landsstyre, Kim Kielsen, har underskrevet en aftale om det fælles ejerskab af selskabet Kalaallit Airports.

Selskabet skal stå for de omfattende anlægsarbejder, og ejes for to tredjedeles vedkommende af Grønland, mens Danmark har købt de resterende aktier for 700 millioner kroner.

Løkke: Vi vil have et stærkt rigsfællesskab

Parterne mødtes i sidste uge for at forhandle detaljerne på plads, men først nu er dokumenterne underskrevet.

- Jeg ønsker et stærkt rigsfællesskab i udvikling og fremgang. Det understreger min underskrift på dagens aftale også.

- Om få år kan man flyve direkte til Grønlands hovedstad, Nuuk, og isfjeldenes by Ilulissat, siger statsministeren.

- Det her bliver vigtige skridt på vejen mod et stærkere og mere selvbærende Grønland, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen (V), der har opbakning fra et enigt Folketing.

Foruden det direkte kapitalindskud stiller den danske stat også garanti for et lån på 450 millioner kroner igennem Den Nordiske Investeringsbank, ligesom den også er klar til at låne det grønlandske selvstyre yderligere 450 millioner kroner.

Lånene har en mere fordelagtig rente, end man ellers ville kunne opnå, og de forbedrer dermed økonomien i lufthavnsprojektet.

/ritzau/

Facebook
Twitter