Eks-landsformand forlader CD i protest

Centrum Demokraternes forsøg på at hverve den radikale Naser Khader er dråben for forhenværende CD-landsformand, A.O. Andersen. Han forlader nu partiet i protest.

A.O. Andersen var kirke- og forskningsminister i Nyrup-regeringen i 1993-1994. (Foto: Kristian Juul Pedersen © Scanpix)

CD-formand Bjarne Møgelhøjs forsøg på at hverve radikale Naser Khader som formand og valglokomotiv for det skrantende midterparti får nu en af Centrum-Demokraternes veteraner til at sige stop.

A.O. Andersen, der var kirke- og forskningsminister i Nyrup-regeringen i 1993-1994 og landsformand for CD i de forudgående seks år, vil ikke være med længere.

Manglende respekt for Khader og CD

Den tidligere landsformand kalder de gentagne opfordringer til Naser Khader om at blive formand for "manglende respekt for Khader som en troværdig person og en troværdig politiker".

- Det er tillige udtryk for manglende forståelse og respekt for såvel Centrum-Demokraternes som Det radikale Venstres historie, traditioner og politiske holdninger, fastslår A.O. Andersen.

"Nu er det nok"

Det er ikke første gang, han overvejer at forlade CD. Tanken blev født, da Farums tidligere borgmester Peter Brixtofte fik lov at melde sig ind.

Anden gang var, da Bjarne Møgelhøj begyndte at annoncere efter afhoppere fra andre partier som folketingskandidater.

- Nok er nok. Et medlemskab af CD, der begyndte cirka en uge efter partiets stiftelse må derfor ophøre. Du bedes venligst foranledige at landskontoret registrerer mig som udmeldt, skriver A.O. Andersen i et brev til Bjarne Møgelhøj.

Facebook
Twitter