Eks-minister blev lobbyist: Jeg brugte ikke al min viden

Tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech fik job som lobbyist og skulle arbejde for firma, der kæmpede for ordren om at levere nye kampfly.

Den tidligere Venstre-forsvarsminister Gitte Lillelund Bech tog skridtet og blev lobbyist i et firma, der skulle skaffe en ordre på kampfly. (Foto: © Torsten Raagaard)

Gitte Lillelund Bech og Venstre tabte knebent folketingsvalget i 2011, og så var hun færdig med at møde på arbejde i Forsvarsministeriet hver dag.

Hun henvistes i stedet til de lidt billigere rækker i folketingssalen, men arbejdet i opposition kedede hende.

I stedet valgte hun i august 2013 at træde ud af politik og vende tilbage til det private erhvervsliv - nærmere bestemt til et job som lobbyist i bureauet Advice, hvor arbejdsopgaven var klar:

Vær med til at skaffe kunden Eurofighter en ordre om at levere den nye generation af kampfly, der skal erstatte forsvarets snart udtjente F16-jagerfly.

Kunne få viden på universitet

Det jobskifte skabte en del forargelse blandt både politikere og eksperter. Enhedslistens Per Clausen kaldet det blandt andet "helt grotesk".

I dag er Gitte Lillelund Bech ikke længere ansat i Advice, men arbejder som direktør i brancheorganisationen Danske Havne. Hun afviser fuldstændig, at der var problemer forbundet med hendes lobbyarbejde og tiden som forsvarsminister.

Som forsvarsminister besøgte Gitte Lillelund Bech blandt andet de danske soldater i Afghanistan. (© Flyvevåbnet)

- Alle ministre er klar over, hvilken viden de kan bruge, og hvilken viden de ikke kan bruge. Den viden, jeg kunne bruge i forhold til Eurofighter, handlede om politiske processer. Alt sammen viden, man også kan læse sig til på universitet ved at studere statskundskab. Jeg har den bare fra praksis, siger Gitte Lillelund Bech.

Bekymret for karantæneperiode

En række politikere og eksperter kritiserer, at det danske politiske system ikke har nogen regler for lobbyisme - som et af de få i hele den vestlige verden.

Men lad det forblive uden regler, lyder det fra Gitte Lillelund Bech.

- Jeg er meget bekymret for en karantæneperiode. Det er slet ikke så nemt, som man tror, at få et job på et vist niveau, når man har været minister. Man skal se det som et gode, at erhverslivet efterspørger folk, der har været ministre, siger hun.

Eks-ministeren mener også, at det er positivt, at lobbyfirmaer efterspørger folk, der har et indgående kendskab til det politiske virke.

- Jeg mener ikke, at man kommer i en situation, hvor man kommer til at misbruge den viden, man har fået som minister overhovedet, siger Gitte Lillelund Bech.