Eks-toprådgiver hos de Konservative: Khader bliver ikke et mirakelmiddel

Naser Khader bliver en stærk stemme i udlændingedebatten, men er intet mirakelmiddel for et presset konservativt parti, siger tidligere toprådgiver.

Naser Khader har tidligere været en ombejlet herre i dansk politik, og da han forlod de Radikale i 2007 forsøgte flere andre partier at få fingrene i ham. (© Scanpix)

De seneste år har vi kendt ham som mellemøstekspert og analytiker, men nu forsøger Naser Khader at vende tilbage til dansk politik.

Manden, der tidligere har været valgt ind for de Radikale, har været formand og stifter af Ny Alliance og senest medlem af Folketinget for de Konservative, vil forsøge at gøre comeback på Christiansborg... For de Konservative.

Det offentliggjorde partiet sent tirsdag - Naser Khader stiller op i Aarhus-kredsen, som Tom Behnke forlader.

Markant stemme i udlændingedebatten

Og spørger man den tidligere toprådgiver hos de Konservative, Anders Frandsen, kan de Konservative komme til at profitere af Khaders tilbagevenden til dansk politik - omend der er en del risici forbundet med det.

- Han bliver ikke et mirakelmiddel for de Konservative, men han kan være med til at levere en stærk stemme i udlændinge- og integrationsdebatten, siger han.

Naser Khader har tidligere konfronteret Grimhøj-moskeens formand, Oussama El Saadi. (© DR1 Dokumentaren: Den fordømte Moské)

- Det område er jo hans politiske særkende, og her har partiet siden Tamil-sagen haft svært ved at finde deres ståsted. Man har både forsøgt at være mere bløde og mere hårde end DF, siger Anders Frandsen, der blev hentet ind som Connie Hedegaards særlige rådgiver i 2008.

Han vurderer, at Naser Khader vil blive en markant stemme i hele den værdipolitiske debat - hvor de Konservative har haft det svært.

- Der vil han være en markant stemme i debatten. Det er godt for dem. I forhold til Aarhus, så ligger Grimhøj-moskéen jo der. Det er her, der er ekstreme elementer, og det vil være godt for ham, siger Anders Frandsen.

Tidligere uhyre populær

Naser Khader har tidligere været en ombejlet herre i dansk politik, og da han forlod de Radikale i 2007 forsøgte flere andre partier at få fingrene i ham.

Selv daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) prøvede på et tidspunkt at kapre ham til Venstres folketingsgruppe, og Centrumdemokraterne tilbød i 2006 Naser Khader formandsposten i partiet.

Det hedengangne parti CD fik endda lavet en undersøgelse, der viste, at man med Khader som formand ville stryge direkte i Folketinget med hele 20 mandater.

Genkendeligheden kan da også vise sig at være utrolig vigtig for Naser Khader, når han skal forsøge at tiltrække vælgere ved det folketingsvalg, der senest kommer til september, påpeger Anders Frandsen.

- Med så kort tid til et folketingsvalg, er det vigtigt at have en politiker, folk kan genkende. Naser Khader har vist, at han kan samle folk, men han har naturligvis også vist det modsatte, siger den tidligere toprådgiver.

- Der er et risikoelement

Her henviser Anders Frandsen blandt andet til burkaforbuddet, som var et konservativt forslag, der aldrig kom igennem, og som Naser Khader var en af hovedmændene bag.

Det skabte problemer for partiet - og mange vil også kunne huske hans rolle i Ny Alliance, hvis opbakning nærmest forsvandt.

- Der er et risikoelement ved at tage ham ind i gruppen - det var noget værre noget. Man har jo set, at når han bevæger sig udover det udenrigspolitiske og integrationspolitiske, så halter han. Der er et element af noget, der kan gå galt, siger Anders Frandsen.

De Konservative fik opbakning fra 4,4 procent af vælgerne i den seneste Epinion-måling foretaget for DR Nyheder.