Ekspert håber på fattigdomsgrænse

Et udvalg skal i dag komme med anbefalinger til en fattigdomsgrænse.

I Aarhus har man fastsat grænsen, så man er fattig hvis man har under 100.000 kroner til rådighed om året, dog tæller studerende ikke med. (© stock.xchng)

Hvornår kan man kaldes fattig? Det spørgsmål besvarer et ekspertudvalg fredag klokken 10.

Udvalget er nedsat af regeringen og skal komme med et bud på, hvordan en fattigdomsgrænse i Danmark skal se ud.

Diskussionen om en mulig fattigdomsgrænse har kørt i årevis, og nu kommer udvalget altså med deres bud i en rapport.

Grundlag for kvalificeret debat

John Andersen forsker i fattigdom på Roskilde Universitetscenter, og han ser frem til udspillet.

- Vi har manglet, at man fastlagde sig på en eller flere målinger, sådan at vi kunne følge det over tid og have det som grundlag for en mere kvalificeret debat om de her ting, siger John Andersen.

Flere byer som København, Aalborg og seneste Aarhus har indført deres egne fattigdomsgrænser.

Opmærksomhed på fattige borgere

I Aarhus skete det ifølge rådmand Hans Halvorsen (S), fordi man ikke gad vente mere på, at man fandt en fælles fattigdomsgrænse, forklarer Hans Halvorsen, der er glad for byens egen grænse.

- Vi kan jo bruge det til at vi have særlig opmærksomhed på den gruppe borgere som er under fattigdomsgrænsen, hvad kan vi gøre for dem? Kan vi få dem i udannelse, kan vi få dem i beskæftigelse, sådan at de lige så stille kan komme ud af det indkomstproblem, som de har, siger Hans Halvorsen.

Håber på national fattigdomsgrænse

I Aarhus har man fastsat grænsen, så man er fattig hvis man har under 100.000 kroner til rådighed om året, dog tæller studerende ikke med. Hans Halvorsen ser dog gerne, at der kommer en ens national grænse.

- Jeg tror det er vigtigt, at vi i samfundet Danmark også kan måle, hvordan sker udviklingen i de enkelte regioner, også for at kunne måle og se om vi stadig har en sammenhængskraft i det her samfund, siger Hans Halvorsen.

Da debatten rasede i 2011 gik SF, Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Enhedslisten ind for at indføre en officiel fattigdomsgrænse, hvorimod Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance dengang var imod en fattigdomsgrænse.

Se fattigdomsdebatten fra DR2 Morgen mellem Martin Ågerup, direktør for den liberale tænketank CEPOS, og Lars Aslam Rasmussen, der er socialordfører for Socialdemokraterne i Københavns Borgerrepræsentation her:

Facebook
Twitter