Ekspert om ny lov mod fremmedkrigere: Det holder ikke at efterlade børn statsløse

Inger Støjberg er dog sikker på, at nye regler overholder konventionerne.

En ny aftale lægger op til at frakende retten til dansk statsborgerskab til børn af danske fremmedkrigere. Her ses kvinder med deres børn forlade den syriske by Baghouz. (Foto: Delil Souleiman © Scanpix)

Det kan være problematisk at nægte børn, der er født af danske statsborgere i for eksempel Syrien eller Irak, et dansk statsborgerskab. Det kan nemlig være i strid med internationale konventioner.

Det siger Eva Ersbøll, der er seniorforsker ved Institut for Menneskerettigheder, efter regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om en aftale, der fremover skal gøre op med, at børn af eksempelvis danske syriensfarere automatisk skal tildeles dansk statsborgerskab.

- Det holder ikke i forhold til flere konventioner, hvis man efterlader nogle børn statsløse. Staten har et ansvar - også for sine statsborgeres børn, fortæller forskeren.

Udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, er dog ikke i tvivl om, at de nye regler holder sig inden for rammen af konventionerne.

- Man kan ikke fratage et menneske et statsborgerskab, så vedkommende bliver statsløs. Men man kan godt lade være med at tildele et statsborgerskab, så man dermed har et menneske, der er statsløs. Sådan er reglerne.

'Børn har ret til statsborgerskab'

Den vurdering er Eva Ersbøll dog ikke enig i. Hun siger, at staten har en forpligtelse til at undgå, at dets statsborgeres børn bliver statsløse, der hvor staten er nærmest til at sikre dette.

Og det gælder for eksempel for kvinder med dansk statsborgerskab, der er rejst til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Hvis de føder et barn under deres ophold i Syrien, er det nemlig højst tvivlsomt, at de får tildelt et syrisk statsborgerskab.

- Det fremgår af artikel 4 i statsløsekonventionen, som skal læses i lyset af børnekonventionen. Her står der, at ethvert barn har ret til et statsborgerskab fra fødslen, forklarer seniorforskeren og lægger til:

- UNHCR (FN's Flygtningehøjkommissariat, red) har tilkendgivet, at staten skal give sit statsborgerskab til børn, som er født i udlandet af dets statsborgere, og som ellers ville blive statsløse. Det skal ske automatisk ved fødslen eller kort efter fødslen.

'Man må tage konsekvensen'

Udlændinge- og integrationsministeren mener, at børn i sidste ende er forældrenes ansvar.

- Hvis man rejser til Syrien og gifter sig med en IS-kriger, så må man tage konsekvensen af det. Så har man vendt Danmark og det demokrati og fællesskab, som vi har, ryggen.

Selv om Dansk Folkeparti og regeringen har flertal i dag, kan de ikke nå at vedtage aftalen om fremmedkrigerne på denne side af et valg – derfor afhænger stramningerne af, at der er flertal for aftalen også på den anden side af valget.

Socialdemokratiets indfødsretsordfører, Astrid Krag, mener, at regeringen har gjort sig de rigtige overvejelser i forhold til at tildele børn af danske fremmedkrigere statsborgerskab.

- Hvis det er tale om en kvinde, hvor vi ville have frakendt hende statsborgerkabet, hvis vi kunne, så havde det også været den naturlige konsekvens, at hendes børn ikke kunne være blevet danske statsborgere, siger ordføreren og tilføjer:

- Derfor kan jeg godt se, hvorfor det er denne vej, man har kigget på, i aftalen. Også selvom jeg ikke har set aftaleteksten, lyder det fra Astrid Krag.

Facebook
Twitter