Ekspert om pesticidaftale: Det redder ikke drikkevandet

Aftalen er dog et godt første skridt, vurderer seniorrådgiver ved GEUS.

De såkaldte boringsnære beskyttelsesområder, som er de arealer, hvor drikkevandet hentes op fra, skal inden for tre år gøres sprøjtefrie. (Foto: Sonny Munk Carlsen © Scanpix)

- Det har været vigtigt for os at styrke danskernes tillid til drikkevandet.

Sådan indledte miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) sin præsentation af en såkaldt tillægsaftale til pesticidstrategien 2017-2021.

Som et resultat af aftalen vil der senest om tre år blive indført et sprøjteforbud omkring de steder i Danmark, hvor vores drikkevand hentes op - de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder.

Forbuddet betyder dog ikke, at drikkevandet er reddet. Sådan lyder det fra Hans Jørgen Henriksen, der er seniorrådgiver i hydrologisk afdeling i De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), der blandt andet rådgiver styrelser og ministerier.

- Hvis man nøjes med at beskytte dét område tæt på boringerne, så vil man ikke have en markant reduceret risiko for forurening af drikkevandet med pesticider, siger han.

Et lille areal

Hans Jørgen Henriksen forklarer, at det samlede areal, hvor der hentes drikkevand op fra, svarer til en halv til en hel procent af Danmark areal. Men de steder, hvor drikkevandet faktisk dannes, ligger ofte i stor afstand til vandboringerne og svarer samlet set til et sted mellem 10 og 20 procent af Danmarks samlede areal.

- Så i den sammenhæng er det et meget lille areal, som man har fat i her, og som man derfor får en bedre beskyttelse ved, siger han.

- Så hvis man vil have en markant reduceret risiko, bør man også beskytte nogle områder, som ligger uden for de her boringsnære beskyttelsesområder – for eksempel de grundvandsdannende oplande i nogle situationer.

Et godt første skridt

Den såkaldte tillægsaftale er dog på ingen måde ligegyldig, understreger Hans Jørgen Henriksen.

- Det her er et første skridt og en god idé, men det er ikke en garanti for, at man derved får rent drikkevand, siger han.

- Jeg vil også anbefale, at man overvejer indsatsen for eksempel i de grundvandsdannede oplande, hvor det meste af grundvandet bliver dannet.

GEUS peger på, at der også skal indføres sprøjteforbud i de grundvandsdannende områder, hvis man skal vide sig sikker på ikke at få pesticid-rester i drikkevandet.
Facebook
Twitter