Ekspert opfordrer til eftersyn af veteranindsats

Efter mange år i glemslen har den danske veteranindsats udviklet sig til overbudskonkurrence, mener ekspert.

Enhedslisten støtter opfordringen til et eftersyn af den danske veteranindsats. (Foto: Marie Ravn Nielsen © DR)

Efter en periode med politisk overbudskonkurrence er det nu tid til at se på, hvordan de øgede midler til landets mange hjemvendte krigsveteraner bliver brugt.

Det siger lektor ved Forsvarsakademiet, Peter Viggo Jakobsen, efter, at Forsvarets samlede udgifter til veteranindsatsen er blevet opgjort til 221 millioner kroner i 2013 alene.

- Da pressen begyndte at skrive om veteraner, der boede i skovene, og måske også efter pres fra soldater, så blev der skabt politisk opmærksomhed om det, og det udviklede sig lidt til en overbuds-konkurrence mellem politikerne om, hvem der kunne gøre mest for veteranerne.

- Nu er det blevet mere in og noget, man taler om, og der er også blevet afsat flere midler til området, og på den baggrund synes jeg da, at det er meget fornuftigt lige at stoppe op og se på, hvordan vi bruger de penge, der er tilført, siger Peter Viggo Jakobsen.

Knopskydning af organisationer

Lørdag sagde formanden for Danmarks ældste veteranforening De Blå Baretter, Niels Hartvig Andersen, til Ritzau, at der de senere år var sket en knopskydning af organisationer, der byder ind med hjælp til veteraner.

Og også fra denne kant lød ønsket om at få analyseret, om pengene bruges effektivt nok.

At der er kommet flere støtteorganisationer til er dog ikke i sig selv noget problem for indsatsen for at hjælpe veteranerne, mener Peter Viggo Jakobsen.

- Men jeg har ikke set nogen samlet evaluering om, hvad vi gør i dag, og derfor kan jeg ikke give et godt bud på, om vi er godt nok rustet. Så i lyset af, at vi er begyndt at bruge flere penge på det, så er det da naturligt at se på, om det kan gøres noget bedre, siger han.

Støtte fra Enhedslisten

Og hos Enhedslisten er man klar til et "serviceeftersyn" af området, siger partiets kulturordfører Jørgen Arbo Bæhr.

- Det er vigtigt, at vi finder ud af, om pengene bliver brugt godt nok. Derfor synes jeg, det er fint med et serviceeftersyn, siger han.

- Jeg mener, vi skal bruge flere penge til at få veteranerne i gang igen, når de kommer hjem, for eksempel ved at bruge penge på uddannede rådgivere på de tre veteranhjem. Der er alt for mange, som ikke får et arbejde eller uddannelse, efter udsendelsen, siger han.

/ritzau/

Facebook
Twitter