Eksperter om skatteministers betalte tur til EM-kamp: ’Det er meget alvorligt’

Skatteminister Morten Bødskov blev inviteret til kampen mellem Danmark og Rusland af Carlsberg.

Morten Bødskov var langt fra den eneste politiker, der var inde og se Danmark spille EM-kampe på hjemmebane. (Arkiv) (Foto: Henning Bagger © Ritzau Scanpix)

Mange danskere har kæmpet for at få billetter, lige siden det blev offentliggjort, at Danmark skulle være værter for EM i fodbold.

Siden har en coronapandemi ramt, hvilket gjorde det endnu sværere at få billetter til Danmarks kampe på hjemmebane.

For nogle folketingspolitikere gik det dog en smule nemmere. De blev nemlig inviteret af bilfirmaet Volkswagen, der er officiel sponsor ved EM, skrev TV 2 torsdag.

Venstre oplyser til TV 2, at formand Jakob Ellemann-Jensen samt Sophie Løhde, Jan E. Jørgensen og Torsten Schack Pedersen var inviteret til kampen af Volkswagen, Semler Gruppen og Danske Bilimportører.

Martin Lidegaard, der er Radikale Venstres næstformand, bekræfter også over for TV 2, at Volkswagen havde inviteret ham, hvilket også gælder for Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, skriver Ekstra Bladet.

Martin Lidegaard lagde selv et billede på facebook fra kampen sammen med nogle kollegaer, som du kan se her.

Statsminister Mette Frederiksen var sammen med tre andre socialdemokratiske ministre inviteret i Parken af Dansk Boldspil-Union (DBU) som officielle repræsentanter for regeringen.

Skatteminister Morten Bødskov var også til kampen, men han var derimod inviteret af Carlsberg, og det er et problem, mener Jesper Olsen, der er ekstern lektor i offentlig ret ved Københavns Universitet og formand for den danske gren af organisationen Transparency International.

- Morten Bødskov er minister. Ergo gælder der de samme regler, som gælder for embedsmænd. Man må ikke modtage gaver.

Det har lørdag ikke været muligt for DR at få en kommentar fra skatteministeren.

Ikke noget sagligt formål

Skatteministeriet oplyser til Ekstra Bladet, at Bødskovs tur på et tidspunkt vil fremgå af åbenhedsordningen, som blev indført i 2009.

Her skal ministrene ifølge Skatteministeriets vejledning opgive alle arrangementer, hvor "ministeren inviteres til at deltage i sin egenskab af minister og/eller repræsentant for regeringen".

Den forklaring giver Jesper Olsen dog ikke meget for.

- Han kan lægge det nok så meget på åbenhedsordning, men der er ikke noget sagligt formål for en skatteminister for at mødes med Carlsberg i Parken. For Morten Bødskov er det meget alvorligt.

Her ses Morten Bødskov nederst til venstre til kampen mod Belgien sammen med Belgiens konge, Philippe af Belgien, og kronprins Frederik med kronprinsesse Mary, prins Christian og Helle Thorning-Schmidt. Til kampen mod Rusland var han inviteret af Carlsberg. (Foto: Jens Dresling © Scanpix)

Sten Bønsing, professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, mener også, at det er i strid med reglerne for gaver til ministre.

- Kulturministeren og statsministeren har større muligheder for at tage til en landskamp end skatteministeren. Man skal også se på, hvem der betaler billetten. Der er større muligheder for at få en billet af Parken eller DBU end af en, der ikke har noget som helst med det at gøre - eksempelvis et bryggeri, siger han til Ekstra Bladet.

Jesper Olsen er helt enig i, at det er en helt anden sag, når der er tale om en statsminister og kulturminister, der er inviteret af DBU.

- Mette Frederiksen var inviteret af DBU, og det ville da være underligt, hvis hun ikke var med til kampen på hjemmebane. Der er et sagligt formål for, at hun og kulturministeren var inviteret af fodboldforbundet, fortæller han.

Smørrelseskultur

Billederne af de mange folketingspolitikere i Parken har vakt opsigt, og de er blevet mødt af kritik fra flere sider især på sociale medier.

Selvom flere politikere har fortalt, at invitationen fra Volkswagen var i forbindelse med et fagligt arrangement om elbiler, så gør det ikke situationen bedre, mener Jesper Olsen, der kalder situationen symbolet på en smørrelseskultur.

- En fodboldkamp har ikke noget som helst med elbiler at gøre. Vi skal ikke have en kultur, hvor man skal give penge eller gaver til politikerne for at komme i kontakt med dem.

Jesper Olsen mener især. at sagen er kritisabel, da Morten Bødskov som minister er ansvarlig for reglerne for embedsmænd og dermed sanktioner på de regler, som Jesper Olsen selv mener, at ministeren overtræder.

Jesper Olsen mener ikke, at der er tale om strafbar bestikkelse. Dermed er der kun to, der kan bestemme, om sagen skal have konsekvenser: Folketinget og statsministeren.

- Jeg ville elske, hvis han i stedet lagde sig fladt ned og sagde, at det var en fejl, og at det ikke sker igen. Det ville sende et signal om, at det er alvorligt, siger Jesper Olsen.

Opdateret med svar fra Skatteministeriet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk