Eksperter tvivler på effekt af Løkkes regel-reform: Schlüter, Nyrup og Fogh prøvede også

Politikere, der vil virke handlekraftige, skaber nye regler, siger eksperter. Flere statsministre har forsøgt at afbureaukratisere.

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) forsøgte sig også med et opgør med bureaukratiet, men uden det store held. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

Nu skal det være slut.

Borgere og personale bliver udsat for alt for meget bøvl og bureukrati på plejehjem, sygehuse og andre offentlige institutioner.

Derfor har regeringen spillet ud med 130 forslag, der skal fjerne så mange byrder og regler, at det offentlige kan spare helt op mod fire milliarder kroner på fire år.

Dermed vil regeringen forsøge at opnå det, som samtlige regeringer siden Poul Schlüters (K) i 1980'erne har forsøgt med begrænset succes: At bremse regler og bureukrati.

- Vi skal fortsætte med at modernisere den offentlige sektor, og vi skal skaffe mere kvalitet for pengene, sagde den konservative statsminister tilbage i 1988.

Flere eksperter sår dog alvorlig tvivl om, hvorvidt regeringens reform kommer til at få en mærkbar effekt, for det kræver ekstremt målrettet arbejde at få bugt med bureaukratisering.

- Med udspillet er der ikke lagt op til en fuldstændig ny tilgang, så koden er ikke knækket. Der er tværtimod en del, der er meget velkendt i forhold til, hvordan man tidligere har grebet det an, siger Peter Bjerre Mortensen, professor på Aarhus Universitet med speciale i bureaukrati.

- Det er primært en kampagne, der skuer bagud. Man kigger på eksisterende regler og prøver at luge ud i dem. Der er ikke så meget om, hvordan man begrænser væksten i nye regler, siger han til P1 Morgen.

Nyrup og Fogh prøvede

12 år efter, at Poul Schlüter forsøgte at bremse bureaukratiet, var turen kommet til statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S):

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1998, hvor han også ville tage et opgør med bureaukratiet. (Foto: ERIK LUNTANG © Scanpix)

- Vi skal gøre op med systemtænkning, der sætter borgerne og ansatte i kasser og båse og gør det vanskeligt at få sin borgerret, lød det.

Siden forsøgte Anders Fogh Rasmussen (V) forsøgte sig med en såkaldt kvalitetsreform:

- Ny og stærk offentlig ledelse. Løbende faglig udvikling og opkvalificering af medarbejdere. Afbureaukratisering og forenkling, gjaldede Fogh.

Ifølge den liberale tænketank Cepos er der dog de seneste 30 år kommet omtrent tre gange flere love og regler til.

Det handler om kontrol

Specialkonsulent i Cepos Jonas Herby har fundet ud af, at det kun ét år er lykkedes at få færre ord ind i lovgivningen fra starten af året til slutningen - nemlig i 2015.

- Det handler om kontrol. I det private sker der hele tiden en uformel kontrol: Du køber en burger, du tænker over, om pris og kvalitet hænger sammen, og bestemmer om det var det værd.

- Hvis ikke, så går du til en anden burgerbar. Det sker hele tiden i alle situationer. På det offentlige område er det sværere - kommunen betaler for en ydelse, som borgeren ikke kender omfanget af eller prisen på, derfor er det svært at udøve uformel kontrol. Du kender ikke sammenhængen mellem pris og kvalitet, siger Jonas Herby.

Han mener, at en stor barriere er politikernes behov for at virke handlekraftige.

- Så foreslår de en ny lov - en ny regel, så de kan sikre at deres politik bliver ført ud i livet. Men det nytter ikke at fjerne med nt pincet - og så skovle ind fra den anden side, siger Jonas Herby.

På gårsdagens pressemøde i Nibe holdt statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fast på, at det kan lade sig gøre at skabe resultater.

- Når du skal tro på det her, så er det, fordi der bliver lagt kraft ind i det. Og der er lavet grundigt forarbejde. Vi har angrebet det her med en langt større kraft og alvor, end vi har gjort historisk, sagde statsministeren.

Foruden en afbureaukratiseringsreform består regeringens sammenhængsreform af en ledelses- og kompetencereform, en visitationsreform, en sundhedsreform, en ungereform og en digitaliseringsreform.

Reformerne bliver præsenteret løbende igennem efteråret.

Facebook
Twitter