Ekspolitikere kan resten af livet køre gratis på 1. klasse med DSB

26 nuværende medlemmer af Folketinget vil kunne få et frikort til DSB 1’, når de forlader Folketinget, skriver Radio24syv.

131 tidligere politikere har et frikort til DSB, og flere nuværende medlemmer af Folketinget kan også få det, skriver Radio24syv. (Arkivfoto). (Foto: Henning Bagger /Scanpix © Ritzau Scanpix)

131 tidligere politikere har et frikort til DSB, hvor de kan rejse på 1. klasse resten af livet, viser en opgørelse fra Radio24syv.

Optællingen viser desuden, at 26 nuværende medlemmer af Folketinget også vil kunne få frikortet til DSB 1’, når de forlader Folketinget.

Enhedslistens Søren Søndergaard er ifølge radiokanalen en af dem, men han overvejer at frasige sig kortet.

- Det er jo noget pjat, at man som tidligere medlem af Folketinget har den slags privilegier. Folk, som ikke er medlem, skal selvfølgelig selv betale for deres billetter, siger han.

Ordningen udfases langsomt

Betingelsen for at få kortet er, at man skal have været medlem af Folketinget eller EU i 12 år, og at man blev valgt ind før 1. januar 2005.

Også Bertel Haarder, Lars Løkke Rasmussen, Mette Frederiksen, Eva Kjer Hansen, Henrik Dam Kristensen, Inger Støjberg, Pia Kjærsgaard, Marianne Jelved og Kristian Thulesen Dahl er blandt de 26 politikere, som har udsigt til at få et frikort til DSB 1’, når de forlader Folketinget.

Opgørelsen med de 131 forhenværende politikere er lavet per 10. juni 2019, men tæller ikke de politikere, som netop har forladt Folketinget.

Det betyder også, at ordningen langsomt udfases, og det er fornuftigt, siger Bent Greve, der er arbejdsmarkedsforsker ved Roskilde Universitetscenter.

/ritzau/