EL og SF kræver asylsager vurderet igen

Asylsager, hvor der er givet afslag på opholdstilladelse til børnefamilier, bør undersøges igen, mener Enhedslisten og SF.

- Det er ret sandssynligt, at man enten har haft en praksis i strid med FNs børnekonvention eller en praksis i strid med den danske lovgivning. Dermed kan andre børnefamilier være blevet sendt ud, men som faktisk burde have fået lov at blive, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Enhedslisten og SF kræver nu asylsager vurderet igen, hvor der er givet afslag på opholdstilladelse til børnefamilier.

Justitsministeriet ændrede nemlig praksis vedrørende humanitær opholdstilladelse den 20. november 2013, og det kalder ifølge Enhedslisten på et svar fra Justitsminister Karen Hækkerup (S).

- Det store spørgsmål er jo, om ministeriet har fundet ud af, at man har begået fejl og udvist børn, der havde krav på at blive i Danmark, siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

Spørgsmålet kommer, efter at Justitsministeret i "DR2 Undersøger" mandag aften får skarp kritik fra både eksperter og organisationer for ikke at have set godt nok på børnenes situation i sager, hvor familier er blevet udvist.

I FNs børnekonvention står der nemlig, at myndigheder altid skal lade barnets tarv komme i første række, når de træffer afgørelser, der berører børn.

- Det er ret sandssynligt, at man enten har haft en praksis i strid med FNs børnekonvention eller en praksis i strid med den danske lovgivning. Dermed kan andre børnefamilier være blevet sendt ud, men som faktisk burde have fået lov at blive, siger Johanne Schmidt-Nielsen (El).

Samtlige sager skal vurderes igen

Johanne Schmidt-Nielsen mener derfor, at Justitsministeriet bør vurdere sagerne før praksisændringen den 20. november 2013 igen for at sikre, at børn ikke er blevet udvist i strid med deres rettigheder.

- I alle de sager man har genbehandlet, er det jo endt med, at de her børn og famlier har fået lov at blive i Danmark, og det gør selvfølgelig, at jeg tænker: Hvad med de børnefamilier og børn, der fik deres sager behandlet, før man ændrede praksis, siger hun.

Siden praksisændringen har tre børnefamilier med til sammen 13 personer, der ellers stod til udvisning, nemlig fået ophold i Danmark.

Samtidig har 98 personer siden 2011 fået afslag på at få forlænget et humanitært ophold, viser tal fra Udlændingestyrelsen. Hvor mange af dem, der er børn, kan styrelsen ikke oplyse.

SF: De sager bør undersøges

Sagerne handler blandt andet om familier, der har haft humanitært ophold i Danmark på grund af alvorlig sygdom, men som så har fået afslag på at blive her længere. Det kan være, hvis myndighederne vurderer, at det er blevet muligt at få den nødvendige medicin i hjemlandet.

I de sager har Justitsministeriet tilsyneladende givet afslag indtil den 20. november sidste år, hvor ministeriet ifølge justitsminister Karen Hækkerup har sendt den slags sager videre til Udlændingestyrelsen, der så kan vurdere barnets tarv.

Også SFs integrationsordfører Karina Lorentzen mener, at ministeren og ministeret bør kigge på samtlige sager igen for at være sikker på, at ingen er blevet udvist mod deres rettigheder.

- Det er jo helt skævt, at man ikke har gjort det tidligere. Vi kan ikke forvente, at de her familier på humanitært ophold og med et minimum af ressourcer, har hvad der skal til for at søge om ophold på et andet grundlag, siger hun og slår fast:

- De sager bør undersøges.

Programmet "DR2 Undersøger De Udviste Børn" sendes i aften på DR2 kl. 21.00.

Facebook
Twitter