EL-top kritiserede eks-borgmester: 'Ked af hvis Morten Kabell har følt sig dårligt behandlet'

Prisværdigt, at Morten Kabell vil donere eftervederlagsbeløb til velgørenhed, mener Pelle Dragsted.

- Jeg er glad for, at Morten Kabell endelig siger noget om sagen. Hans version viser, at sagen ikke har været helt så enkel, som den har været fremstillet i mange medier, siger Pelle Dragsted (EL) (Foto: Simon Læssøe © Scanpix)

Enhedslistens tidligere miljø- og teknikborgmester i København, Morten Kabell, har ikke valgt at modtage eftervederlag efter sit borgmesterstop for egen vindings skyld.

Således lyder det fra Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted, efter at Morgen Kabell i dag på sin Facebook-profil for første gang har taget bladet fra munden om det omstridte eftervederlag på godt 500.000 kroner. Et eftervederlag, som han valgte at tage imod til trods for, at han allerede havde fundet et nyt arbejde fra 1. januar.

Pelle Dragsted har på vegne af Enhedslistens ledelse ellers tidligere direkte opfordret Morten Kabell til at frasige sig sit eftervederlag.

Men i dag formilder det finansordføreren, at Morten Kabell har valgt at donere 26.000 kroner til velgørenhed. Det er det beløb, som Kabell ifølge ham selv har tilbage, når han har betalt skat, partiskat, feriepenge til sig selv og løn i en måned.

- Jeg er glad for, at Morten Kabell endelig siger noget om sagen. Hans version viser, at sagen ikke har været helt så enkel, som den har været fremstillet i mange medier. Og så synes jeg, at det er prisværdigt, at Morten Kabell vælger at donere det beløb, han mener er tilbage, til velgørenhed. På den måde gør han det klart, at der ikke er tale om personlig vinding, siger Pelle Dragsted.

En principiel sag

Ifølge Pelle Dragsted gik han ind i sagen om Morten Kabells eftervederlag af principielle grunde. Enhedslistens politik er nemlig, at man ikke skal kunne stikke et eftervederlag i lommen, hvis man går direkte over i et andet job. Og det gælder både hvis borgmesteren er fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

Finansordførerens kritik er ikke gået ubemærket hen hos Morten Kabell, der langer kraftigt ud efter partikammeraten i sit Facebook-opslag.

- Personligt er jeg både træt af og faktisk forurettet over at modtage kritik fra en som Pelle Dragsted. Han ved nemlig godt, at jeg følger partiets regler og anvisninger, skriver Kabell.

Pelle Dragsted, Morten Kabell slår fast, at han har fulgt partiets anvisninger. Er det korrekt?

- Der er nogle regler i dag, som desværre muliggør, at man får eftervederlag samtidigt med, at man får løn. Lovgivningen har efterladt et hul, når det gælder borgmestre og regionsrådsformænd. Det, jeg bare har sagt, er, at man som borgmester eller regionsformand bør overveje at frasige sig eftervederlaget, hvis man går direkte ud i et nyt job. Som reglerne er nu, er det selvfølgelig op til den enkeltes samvittighed, om de vil sige ja eller nej, siger Dragsted.

Har kæmpe respekt for Kabell

Hvad siger du til, at han vælger at gå direkte efter dig personligt i opslaget?

- Jeg er selvfølgelig ked af, hvis Morten har følt sig dårligt behandlet, for jeg har kæmpe stor respekt for ham og hans indsats som borgmester. Der er mange følelser i denne her sag, men jeg synes, at jeg haft fokus på det principielle og det politiske i denne her sag, siger han.

Som reglerne er i dag bliver tidligere medlemmer af Folketinget modregnet i deres eftervederlag, når de finder et nyt job.

Det samme gælder dog ikke for regionsrådsformænd og borgmestre, og derfor fremlægger Enhedslisten i næste uge et nyt lovforslag, der skal lukke det hul, oplyser Pelle Dragsted.

Dansk Folkepartis tidligere kultur- og fritidsborgmester i København, Carl Christian Ebbesen, har i modsætning til Kabell valgt at frasige sig sit eftervederlag, da han har fået et nyt job i partiet.

DR Nyheder har været i kontakt med Morten Kabell, der ikke har ønsket at uddybe sit Facebook-opslag.

Facebook
Twitter