Elbæks nye parti vil gøre op med Borgens kultur

Men vi peger på Helle Thorning som statsminister, siger Uffe Elbæk, der håber på at komme over spærregrænsen ved næste folketingsvalg.

Uffe Elbæk og Josephine Fock præsenterede det nye parti Alternativet. (© DR)

Der er behov for en anden politisk kultur på Christiansborg og i resten af landet.

Det er et af fokusområderne hos det nye parti Alternativet, som partistifterne Uffe Elbæk og Josephine Fock, der senest har arbejdet som chef i Offentligt Ansattes Organisation (OAO), her til formiddag præsenterede på et pressemøde.

Kulturen i dansk politik mangler i dag mod og energi, og det er de samme politiske diskussioner og den samme mudderkastning, vi er vidner til igen og igen, lyder det.

- Derfor skal vi have en ny politisk kultur. Vi snakker både om livet inden for murene - hvordan kan partierne få mere respekt for hinanden - men vi skal også bygge ny bro fra Christiansborg og ud og den anden vej ind, siger Uffe Elbæk.

- Vi skal både være demokratisk arkitekter og brobyggere, så en ny politisk kultur er os meget magtpåliggende, siger han.

Peger på Thorning som statsminister

Uffe Elbæk meldte sig i september ud af De Radikale og blev løsgænger i Folketinget. Stort set lige siden har han og en gruppe mennesker arbejdet på det nye parti Alternativet.

Målet er at lave "en seriøs bæredygtig omstilling af Danmark", som det hedder.

Partiet satser desuden på at komme i Folketinget ved næste valg med mindst fire mandater, og Uffe Elbæk kan allerede nu afsløre, hvem Alternativet vil pege på som kommende statsminister.

- Vi er ikke i tvivl om, at hvis det var i dag, vi skulle pege på en ny statsminister, så ville vi pege på Helle Thorning-Schmidt.

Alternativet vil dog hverken betegne sig selv som et centrum-venstre eller et centrum-højre parti.

- Vi satser på at række henover midten, lyder det.

Må vente med partiprogram

Hvordan partiet mere konkret vil række henover midten, står endnu ikke klart, for Alternativet har endnu ikke et partiprogram på plads.

Det er helt bevidst, siger Uffe Elbæk. Partiprogrammet skal udvikles i det kommende halve års tid ved arrangementer, der bliver kaldt "folkelige, politiske laboratorier".

- Fra nu af og frem til Folkemødet på Bornholm vil vi gå ud og tage diskussionen med danskerne om de her grundlæggende politiske emner og spørgsmål, siger Uffe Elbæk.

Forårets arrangementer bliver afgørende for partiets fremtid, fastslår han.

- Får vi overhovedet den politiske samtale henover foråret? Er der overhovedet interesse for Alternativet, og er der danskere, der som os tager miljøet alvorligt og ønsker et langt mere bæredygtigt Danmark?

Alternativets officielle partiprogram vil blive vedtaget i Rønne den 11. juni.

Ud og samle underskrifter

Inden da skal partiets og dets støtter dog på gaden for at sikre underskrifter nok til at kunne stille op ved næste folketingsvalg.

- Så håber vi, at der er fair play herinde, og at Helle Thorning-Schmidt ikke udskriver valg den 12. januar, for så får vi problemer, siger Uffe Elbæk.

Det kræver normalt omkring 20.000 underskrifter at blive opstillingsberettiget til et folketingsvalg.

Facebook
Twitter