Elefanter på finansloven: Millioner afsat til pensionerede cirkusdyr

Regeringen og Dansk Folkeparti afsætter millioner til elefanter, zebraer og søløver. Det er dog ikke nok, siger cirkus.

Elefanter er kommet på årets finanslov, og det glæder Dansk Folkeparti. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Aftalen om næste års finanslov, som regeringen i går indgik med Dansk Folkeparti, fordeler flere hundrede milliarder kroner i det danske samfund.

Den medfører blandt andet en afskaffelse af satspuljen, flere penge til ældreområdet og afgiftslettelser for erhvervslivet.

I år har elefanter dog også været i kikkerten. Der er nemlig afsat syv millioner kroner til at håndtere vilde dyr fra cirkus for at sikre, at de bliver i Danmark under gode forhold, fremgår det af finanslovsteksten.

- Jeg er super glad for det. Det er det, vi har kæmpet for hele tiden, lyder det fra Karina Due, dyrevelfærdsordfører hos Dansk Folkeparti.

Hos Cirkus Arena, der har tre elefanter, fire zebraer og tre søløver, er man dog mindre begejstrede.

De kalder det afsatte beløb en dråbe i havet.

Et politisk flertal blev i foråret enige om at forbyde vilde dyr i cirkus.

Efterfølgende meddelte Cirkus Arena derfor, at de ville pensionere deres tre elefanter, men håbede på økonomisk kompensation fra Folketinget.

Da loven i efteråret endnu ikke var færdiggjort, fik det cirkusset til at kritisere den manglende afklaring.

  • Cirkus Arena har tre afrikanske elefanter, Lara og Djungla på 31 år og Jenny på 29 år. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)
  • Elefanterne var med på deres sidste turné i år. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)
  • I år indgik regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet en aftale om at sætte en stopper for vilde dyr i cirkus. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix)
  • Cirkus Arenas elefanter bliver vasket af Falck i Gilleleje, torsdag den 2. august 2018. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
  • Cirkus Arena har tre søløver. Hvad der skal ske med dem, vides endnu ikke. (Foto: Ida Marie Odgaard © Scanpix)
1 / 5

Safaripark vil overtage elefanter

Knuthenborg Safaripark har tidligere tilbudt at huse de tre elefanter. Men som en del af den internationale organisation for zoologiske haver må Knuthenborg Safaripark ikke betale for dyr.

Men med den nye finanslov ser tingene ud til at falde i hak, siger Karina Due. Pengene skal bruges på at kompensere de berørte cirkusser for tabt arbejdsfortjeneste og for omkostninger forbundet med at passe dyrene, indtil de kommer videre, siger hun.

Hverken Karina Due eller Cirkus Arena ved dog, hvornår det lykkes at sende dyrene videre.

Da der ikke ligger en aftale klar, vil Knuthenborg Safaripark ikke forholde sig til den konkrete sag, men meldingen fra parkens ejer, Christoffer Knuth, er, at han ser det som et positivt tegn, at elefanterne får lov til at blive på dansk jord.

Cirkus Arena: En dråbe i havet

Der findes fire cirkuselefanter i Danmark. Tre af dem ejes af Cirkus Arena.

De kalder gårsdagens aftale et skridt på vejen, men siger, at det afsatte beløb er en dråbe i havet i forhold til omkostningerne forbundet med det forbud, som Folketinget har varslet.

- Man går ind og rammer en virksomhed ret voldsomt. De dyr, vi har, er der investeret rigtig mange penge i. Hvis man går ind og laver et forbud, så rammer man os på et meget vigtigt punkt, siger turnéchef Klaus Jochumsen i Cirkus Arena.

- Det koster rigtig mange penge at have de her dyr, og hvis vi ikke må vise dem frem i cirkus, så har vi ikke råd til at have dem, siger han.

Han mener, at der bør være tale om en ekspropriation, som når en kommune eksempelvis inddrager en borgers jord.

Klaus Jochumsen peger på, at Cirkus Arena har lavet et udspil i forhold til de tre elefanter, som man håber kan fortsætte tilværelsen i Knuthenborg Safaripark.

Hvad der skal ske med cirkussets zebraer og søløver, ved han endnu ikke.