Elev om loft over egenbetaling for studieture: Det vil være rigtig trist

Magnus Madsen mener ikke, at det er en god idé med et loft over egenbetaling for studieture på 3.000 kroner.

Magnus Madsen har været glad for de studieture, som han i løbet af sin tid på Helsingør Handelsgymnasium har været på sammen med sin klasse.

Studieture til både Berlin, London, Seattle og snart også Madrid har været en del af 3. g elev Magnus Madsens tid på Helsingør Handelsgymnasium.

Faktisk spillede skolens tilbud om studieture en rolle i hans valg af skole.

- Personligt elsker jeg at rejse, så jeg synes, at det har været fantastisk. Og det var en af grundene til, at jeg tog herud, fordi der er så mange muligheder for at komme ud i verden og se ting, som man normalt ikke ser, siger Magnus Madsen.

Derfor er han ærgerlig over, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) vil sætte loft over egenbetalingen for elever og forældre til uddannelsernes studieture.

- Vi lægger op til, at egenbetalingen maksimalt må være 3.000 kroner for en studietur. Og det skal gælde på alle ungdomsuddannelser. Vi har jo set det stikke af på den måde, at man nogle steder skal betale 10.000 kroner og også mere end det for en studietur, siger ministeren.

Samtidig skal der indføres regler om, at alle studieture skal være obligatorisk undervisning – sådan at eleverne skal med. Til gengæld skal de altså maksimalt betale 3.000 kroner. Børne- og undervisningsministeren mener, at de dyre ture kan have en uheldig konsekvens for især de elever, der ikke har råd til at komme med på studieturene.

Ifølge Magnus Madsen betalte eleverne lidt under 2.000 kroner for studieturen til Berlin, lidt under 5.000 kroner for turen til London, og turen til Seattle kostede omkring 30.000 kroner. Det ser han ikke noget problem med.

- Skolen tilbyder nogle ture, som man selv kan vælge, om man har lyst til at tage på eller ej. Jeg har så bare prioriteret mine penge efter, at jeg gerne ville afsted, siger han og fortsætter.

- Jeg synes måske, at skolerne bør give tilskud til de elever, der virkelig ikke kan betale. Og der synes jeg, at min skole er et godt eksempel, fordi vi har en fond, man kan søge, hvis man virkelig ikke har midlerne.

Rektor: Loft på 3000 kroner begrænser mulighederne

Magnus Madsens klasse har planlagt en studietur til Madrid, som kommer til at koste lidt under 5.000 kroner. Den ville han være ærgerlig over at skulle misse på grund af prisen:

- Nu har jeg spansk, og det er en god idé at komme derned (til Madrid red.) for mit spanske. Og så synes jeg bare generelt, at det vil være rigtig trist, hvis man ikke kan komme til de fede destinationer, fordi der vil være egenbetaling på mere end 3.000 kroner. Man kommer ikke langt for 3.000 kroner, siger han.

Det er skolens rektor, Preben Meyer, enig i.

- For hulen da, det bliver svært for ungdomsuddannelserne – for gymnasierne - at toppe op fra de her 3.000 kroner til den faktiske pris for en studietur. For os er den reelle pris ofte langt mere end 3.000 kroner desværre.

Preben Meyer, rektor, Helsingør Handelsgymnasium.

Ifølge ham må de begrænse turene til Danmark eller Skandinavien, hvis de skal holdes inden for en ramme på maksimalt 3.000 kroner i egenbetaling. Han medgiver, at især rejsen til Seattle kan være en stor udgift, men at der er efterspørgsel på turen.

- Der er nogle, der rigtig gerne vil på de her ture. Det er et eksklusivt tilbud. Men der er rigtig mange familier, som ikke har en økonomi, hvor de kan sige, at vi skyder lige et sted mellem 25.000 og 30.000 kroner efter en fire-ugers studietur til Seattle.

Derfor informerer skolen tidligt forældre om de dyrere ture, så der er god tid til at spare op, siger han.

Hvilke tanker har I gjort jer i forhold til de elever, som måske ikke har råd til at tage med?

- Jeg synes, at det er meget mere komplekst end bare at sige 'ikke råd til'. For der er elever, der fravælger studieture af helt andre grunde end økonomien. De bliver hjemme, fordi de ønsker at blive hjemme. Der kan være nogle sociale ting, der kan være nogle private ting, men vi er jo forpligtet til at stille alternativ undervisning til rådighed for dem, som vi kalder vores 'hjemmeelever'. Og det er ikke ualmindeligt, at vi har 4 eller 5 elever fra en klasse, som vi underviser herhjemme, mens de andre er på studietur.

Pernille Rosenkrantz-Theil indkalder nu til forhandlinger med Folketingets partier.