Elevformand til R-ordfører: Det er ikke en fair torsk

Gymnasieelevernes formand tager modstræbende mod en torsk fra de radikales uddannelsesordfører. Læs hvorfor.

Gymnasieelevernes formand, Phillip Dimsits Lerer, modtog modstræbende et radikalt torskehoved (nederst) for sin elefantgimmick på Slotspladsen.

Gymnasieelevernes formand, Phillip Dimsits Lerer, fortjener en torsk. Det mener de radikales uddannelsesordfører, Lotte Rod.

Under forhandlingerne om fremtidens erhvervsuddannelser marcherede den 19-årige gymnasieformand nemlig ind på Christiansborg Slotsplads med elefanten Rosa Linde.

Her slentrede det store dyr rundt iklædt et gult dække med ordene: 'Tramp ikke på vores uddannelser'.

Der bliver flere på uddannelserne, men færre penge, lyder de unges bekymring. Og dertil skal der spares to procent i taxameterordningen, der lægges i den såkaldte omstillingsreserve.

- Men der sker ikke nogen besparelser, siger Lotte Rod i et forsvar af regeringens politik ved den ceremonielle overraskelse af torsken, der fandt sted på ordførerens kontor på Christiansborg fredag - som tak for sidst.

Stridens æble, de to procent som uddannelserne hvert år lægger i en såkaldt omstillingsreserve, kommer nemlig tilbage til uddannelsesområdet, siger den radikale ordfører i sin motivation af torsken.

Reserven blev oprettet af VK-regeringen på universitetsområdet og bredt ud til ungdomsuddannelserne af den siddende regering.

Gymnasierne: Vi ved jo ikke hvad vi får

Dimmitenden fra Rysensteen Gymnaisium årgang '13 har overskud nok til at grine af den radikale spøg. Men rimelig mener han ikke dummeprisen er:

- Nej, det synes jeg ikke. For vi er fundamentalt uenige: Det er jo ikke en uddannelsesinvestering. Det er ikke sådan, at I tilfører penge til nye investeringer, siger Phillip Dimsits Lerer til Lotte Rod.

Ganske vist kommer omstillingsreserven tilbage til uddannelsesområdet. Men pengene bliver taget fra gymnasierne, og der er ingen garanti for, at de kommer tilbage, indvender Phillip Dimsits Lerer.

Lotte Rod insiterer på det fine ved to procents-reserven - og holder derfor på sin dummepris:

- Det helt særlige ved uddannelsesområdet er netop, at I får pengene tilbage. Alle andre områder leverer jo penge ind i en pulje til finansloven. Derfor skal du have torsken for, at lige præcis uddannelsesområdet - der får I faktisk pengene tilbage, og derfor er det ikke nogen besparelse.

Arrr, lyder reaktionen fra gymnasieelevernes formand:

- I har jo stadig ikke givet nogen garanti for, at de penge man trækker tilbage (fra gymnasierne, red.) kommer tilbage til gymnasiet.

Da dr.dk forlod mødet, var uenigheden mellem parterne intakt, men stemningen fin. Og når Phillip Dimsits Lerer forlader Christiansborg i dag, er han et torskehoved rigere.

Facebook
Twitter