Ellemann erkender massive problemer i Venstre efter Løkke-exit: Vi er presset

Det er nogle svære dage for Venstre, lyder det fra partiformanden.

Det er svært for Venstre i disse dage, siger formand for partiet Jakob Ellemann-Jensen. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen ærgrer sig over den situation, som hans parti lige nu befinder sig i.

- Vi står med nogle massive udfordringer, det kan en blind jo føle med sin stok. Vi har lige taget afsked med vores næstformand, nu tager vi afsked med vores tidligere formand og statsminister.

- Så ja, vi er presset, siger Jakob-Ellemann Jensen.

Meldingen kommer oven på en uge, der i den grad ikke har været nem for partiet. I tirsdags forlod Venstres stemmesluger Inger Støjberg posten som næstformand efter et opgør i Venstre-toppen, hvor formand Jakob Ellemann-Jensen opfordrede hende til at gå af.

Og fredag aften skrev tidligere statsminister og Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen på Facebook, at han ville melde sig ud af Venstre. Han fortsætter i stedet som løsgænger i Folketinget.

- Det er svært for os i de her dage, men op ad bakke, det er stadigvæk fremad, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Ingen politiske uenigheder

Lars Løkke Rasmussen forklarer i en afskedssalut på Facebook, at der er brug for at samarbejde på en ny måde i dansk politik. Han peger blandt andet på mindre symbolpolitik og mere arbejde over midten.

Men Jakob Ellemann-Jensen kan ikke se, at der er nogen forskel på den politik, Lars Løkke Rasmussen vil have, og den politik, Venstre fører.

- Når jeg ser hans begrundelser, så er der jo ingen politiske uenigheder overhovedet. Vi er uenige om, hvorvidt vi skal lægge stemmer til Mette Frederiksen som statsminister, det mener jeg ikke, vi skal, jeg mener, vi skal være et alternativ til Mette Frederiksen, siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Men på det politiske, der har jeg svært ved at se uenighederne. Så jeg er ked af, Lars har truffet den belsutning.

Kortsluttet medlemsdemokrati

Det var i sommeren 2019, at Lars Løkke Rasmussen forlod posten som formand for Venstre. Forud var gået nogle intense uger med diskussion af, hvilken vej Venstre skulle.

Lars Løkke ville dengang have et ekstraordinært landsmøde, hvor han kunne fremlægge sit politiske projekt. Det afviste forretningsudvalget. De ville have et landsmøde, hvor der udelukkende blev stemt om, hvem der skulle være formand og næstformand.

Lars Løkke Rasmussen har aldrig lagt skjul på, at han er ærgerlig over den måde, han stoppede som formand. Og det forstår Jakob Ellemann-Jensen godt.

- Jeg forstår godt, han føler sig behandlet på en træls måde, på den måde han stoppede som formand i vores parti. Det er noget, som mange af os er kede af, vi ville ønske, vi kunne være det foruden, men det er vi ikke.

Lars Løkke Rasmussen kritiserer i sit Facebook-opslag indirekte både forretningsudvalgets beslutning dengang og også sagen fra denne uge, hvor Inger Støjberg (V) efter pres fra både Jakob Ellemann-Jensen og Venstres forretningsudvalg valgte at trække sig som næstformand for partiet.

- Det har ikke været nogen let beslutning, men den er modnedes over tid – og de seneste dage har gjort mig sikker i min sag. Jeg troede ellers, det var en engangsforeteelse, at medlemsdemokratiet i Venstre blev kortsluttet af partiets forretningsudvalg, skriver Lars Løkke Rasmussen på Facebook.

Men Ellemann-Jensen afviser kritikken af udvalget.

- Det har været Inger Støjbergs belsutning at trække sig som næstformand. Det er klart, det er kun Venstres landsmøde, der kan vælge og afsætte næstformand i vores parti, siger Jakob Ellemann-Jensen.

- Demokratiet lever i bedste velgående i Venstre. Ja, vi har nogen styrende organer, det skal man have i en græsrodsbevægelse som vores.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter