Ellemann: Et luksusproblem at have to dybt kvalificerede kandidater

Jakob Ellemann-Jensen vil også kunne samarbejde med Ellen Trane Nørby, siger han.

Jakob Ellemann-Jensen er indtil videre den eneste, der har meldt sig som kandidat til formandsposten i Venstre.

Men der bliver kampvalg om posten som næstformand, efter både Inger Støjberg og Ellen Trane Nørby har meldt sig som kandidater.

Og selv om Ellemann-Jensen talte varmt om Støjberg, da hun meldte sig på banen i sidste uge, ser han også positivt på Ellen Trane Nørby.

- Jeg er glad for, at Ellen stiller op til næstformandsposten i Venstre. Jeg er sikker på, at hun vil være en aldeles glimrende og fremragende næstformand. Det er en lukus at være i et parti, hvor vi kan stille flere superkvalificerde kandidater, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Da han trådte frem som formandskandidat, bragte han selv Inger Støjberg i spil som en mulighed som næstformand. Det skete blandt andet med argumentet om, at de to til sammen favner bredt.

Nu gør han sig umage med at slå fast, at han og Ellen Trane Nørby også vil være et godt makkerpar.

- Jeg er sikker på, at uanset hvem der bliver valgt, vil jeg, hvis jeg bliver valgt som formand, være i stand til at samarbejde med den person.

- Jeg tror også, at Ellen Trane Nørby og jeg vil kunne supplere hinanden godt. Det er et luksusproblem at have to dybt kvalificerede kandidater at vælge mellem. Det er jeg rigtig godt tilfreds med, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Han afviser at svare på, hvem af de to han vil stemme på til det ekstraordinære landsmøde den 21. september.

Støjberg: Ellemann og jeg er et godt makkerpar

Inger Støjberg holder fast i, at hun sammen med Jakob Ellemann-Jensen er det rette makkerpar i front for Venstre.

- Det handler om at få samlet Venstre. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har været gennem en vanskelig periode. Det er vigtigt nu at få en ledelse, hvor man kan se bredden i partiet, og hvor alle føler sig repræsenteret.

- Jeg har helt fra begyndelsen sagt, at Jakob Ellemann og jeg vil være et godt makkerpar. Vi favner den bredde, der er i partiet, siger Inger Støjberg.

Facebook
Twitter