Ellemann-kovending får blandede reaktioner i Venstre: 'Han er kravlet for langt op i træerne'

Venstres formand erkender, at der er tale om et klart løftebrud.

Regeringsforhandlingerne har stået på i over 40 dage. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

Et godt samarbejde begynder sjældent med at, at man kræver en advokatundersøgelse af sin nye mulige samarbejdspartner.

Det mener Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, som derfor ikke længere ønsker en advokatvurdering af Mette Frederiksens rolle i minksagen.

- Man kan ikke starte et regeringssamarbejde med en advokatvurdering af landets statsminister, sagde han i dag foran Marienborg, hvor regeringsforhandlingerne disse dage foregår.

Formanden har ellers under valgkampen ved flere lejligheder slået fast, at Venstre kræver en advokatundersøgelse af statsministerens rolle i aflivningen af alle mink i Danmark.

Skærmbillede: Tidl. folketingsmedlem for Venstre, Anne Honoré Østergaard, er ikke begejstret for Ellemann-Jensens kovending.

Jakob Ellemann-Jensen var da også hurtig til at erkende, at der med hans nye holdning er tale om et klart løftebrud overfor vælgerne.

- Jeg gik til valg på en blå regering og på at blive statsminister. Men jeg må også bøje mig for den demokratiske virkelighed og den måde, vores parlament er sammensat på. Så må jeg agere inden for det, sagde han.

DR har talt med fire medlemmer i Venstres bagland, og her er reaktionerne blandede.

Uheldigt men forståeligt

Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen (V), er ærgerlig over Ellemann-Jensens kovending.

Han forstår godt, at der som grund for den nye holdning ligger forhåbninger om, at der kan blive gennemført en masse Venstre-politik.

- Men jeg synes stadigvæk, at signalet til Venstres vælgere om at fastholde kravet om en advokatundersøgelse kunne have en god virkning, siger Tobias Birch Johansen.

Borgmester for Brønderslev Kommune, Mikael Klitgaard, tilslutter sig. Han understreger, at han altid vil bakke op om sin formand, men mener samtidig, at Jakob Ellemann-Jensen i løbet af valgkampen har været for hårdnakket i sine holdninger til Mette Frederiksen rolle i minksagen.

- Politik er det muliges kunst, men han kommer til at løbe fra noget, som han har udtalt sig så kategorisk om. Jeg synes, at han er kravlet for langt op i træerne, siger Mikael Klitgaard.

Kameler skal sluges

Anders G. Christensen er medlem af Venstres hovedbestyrelse. Han understreger, at Jakob Ellemann-Jensens kovending er en diametral modsætning af det, Venstre gik til valg på.

- Det er noget af en kamel at sluge, siger han.

Han er dog godt klar over, at der netop er et par kameler, der skal sluges, hvis Venstre skal i regering med Socialdemokratiet.

- Man er nødt til at tage pejling af det politiske landskab, og hvordan det ser ud. Men det er klart, at det her river i noget i vores parti, siger han.

Et andet medlem af partiets hovedbestyrelse, Erik Skovgaard Nielsen, er også med på, at Venstres formand står i en svær situation.

- Men jeg bakker ham fuldt ud op i de valg, han træffer. Jeg kan kun være enig i, at man ikke kan starte en regering med at kræve en advokatundersøgelse af statsministeren, siger han.

Regeringsforhandlingerne ventes at fortsætte i dag.