Ellemann tog ordet 'regering' i sin mund og fik stående bifald på landsmøde

Ifølge DR's politiske korrespondent holder Jakob Ellemann-Jensen alle døre åbne - også mulig regeringsdeltagelse med den tidligere hovedfjende.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, brugte også sin tale til nærmest at aflive blå blok, som vi har kendt den i mange år. (Foto: © Ernst van norde, Ritzau Scanpix)

19 dage kan være lang tid i dansk politik.

For 19 dage siden var der folketingsvalg som kulminationen på en valgkamp, hvor Venstre og Jakob Ellemann-Jensen udelukkede enhver snak om en bred regering hen over midten.

I dag holdt Jakob Ellemann-Jensen tale på Venstres landsmøde. Nu bliver der ikke længere udelukket noget som helst.

Tværtimod brugte Jakob Ellemann-Jensen sin tale til nærmest at aflive blå blok, som vi har kendt den i mange år - som et samlet alternativ til en socialdemokratisk regering.

- Vi har brugt alt for meget tid på at bekrige hinanden i den blå blok i stedet for at samarbejde. Ikke kun i den forgangne valgperiode, men i de seneste mange år, sagde Ellemann fra talerstolen.

I stedet rettede han fokus på, at Venstre vil søge indflydelse. Også hvis det indebærer den hidtil forbudte tanke om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

- Jeg vil søge indflydelse på vegne af vores vælgere, og jeg vil finde ud af, hvor langt det kan bære i den situation, vi befinder os i, sagde Ellemann og tog så ordet 'regering i sin mund':

- Det er naturligt at følge op på mulighederne for et samarbejde. Uanset om det bliver med Venstre i regering eller i opposition, lød fra Ellemann.

Fogh: Tolker opbakning som mandat

Da Jakob Ellemann-Jensen var færdig med sin tale, fik han stående bifald. Og selv om der ikke var tale om en afstemning, var tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen ikke i tvivl, hvordan han opfattede situationen.

- Jeg tolker landsmødets opbakning som et mandat til Jakob Ellemann-Jensen til at prøve seriøst med Mette Frederiksen, om det kan lade sig gøre, siger Fogh, der også selv støtter tanken.

- Jeg synes, man skal prøve, om man kan lave en regering hen over midten. Men der er visse betingelser, der skal være opfyldt. Det skal være en ny regering med en ny politik. Det er ikke Venstre, der bare træder ind i en socialdemokratisk regering, siger Fogh.

Andre er dog mere kritiske over for idéen om en fælles regering med den politiske hovedmodstander.

En af dem er formanden for Venstres Ungdom, Maria Ladegaard.

- Det, vi i Venstres Ungdom rynker lidt på brynet over, er, at man utvetydig rykker sig tættere på at gå i regering i den her tale. Og det har vi også været ærlige om tidligere, at vi ikke synes er verdens bedste idé.

Ladegaard ser bekymret frem mod næste valg, hvis Venstre går i regering med Socialdemokratiet. Venstre gik ved valget tilbage fra 43 til 23 mandater, og hun er nervøs for, om partiet kan finde sig selv og genrejse sig, hvis man samtidig er part i en regering med Socialdemokratiet.

- Spørgsmålet er, om vi får en borgerlig regering næste gang, hvis vi går i regering. Vil vi være med til at legitimere fire år mere med Mette Frederiksen? Eller vil vi gå i en stærk opposition og håbe på, at vælgerne er med os ved næste valg?, siger hun.

En tredje gruppe er dem, der støtter Jakob Ellemann-Jensen, uanset om han går den ene eller anden vej.

- Jeg er ikke ligefrem stærkt tiltrukket af et regeringssamarbejde under Mette Frederiksens ledelse. Men tingene er bare ikke altid så enkle, og Venstre har ingen interesse i at se en regering, der sidder på Enhedslistens og Alternativets nåde. Jeg mener derfor, det er rigtigt for Venstre at deltage i sonderinger. Jeg vil bakke Ellemann op, uanset hvad hans beslutning bliver, siger medlem af Venstres forretningsudvalg Kenn Risbjerg Christensen.

Løftebrud i stil med Nyrup

Da valget blev udskrevet i begyndelsen af oktober, var meldingen fra Jakob Ellemann-Jensen ikke til at misforstå.

- Nej, vi kommer ikke til at indgå i en regering sammen med Socialdemokratiet. Jeg har ikke tillid til Mette Frederiksen, sagde han.

Derfor er formand for Valby-kredsen, Jan Winther, modstander af at gå i regering under ledelse af Mette Frederiksen.

- Man skal ikke gå i regering med Socialdemokratiet. Det vil være et løftebrud, der vil få Poul Nyrup til at blegne.

Hvad er du bekymret for?

- Det vil jo være løftebrud. Vi er gået til valg på, at vi skal have en borgerlig regering. Og vi har gået direkte ud og sagt, at vi aldrig kommer til at lægge stemmer til, at Mette Frederiksen skal være statsminister, siger Jan Winther.

Poul Nyrups kom med et løfte om ikke at afskaffe efterlønnen i valgkampen i 1998. Men kort efter valget stod Nyrup selv i spidsen for et indgreb, der forringede ordningen.

Tillid skal genopbygges

Jakob Ellemann-Jensen mener også, at landsmødet gav ham opbakning til at undersøge muligheden for at gå i regering med Socialdemokratiet.

- Jeg føler, jeg har fået et mandat fra Venstres medlemmer – bedømt på klapsalverne – som går på, at nu afsøger vi mulighederne for, om der er et potentiale for at føre reformpolitik i Danmark, for det har Danmark brug for, siger Jakob Ellemann-Jensen.

På spørgsmålet om, hvordan det hænger sammen med de meldinger, han kom med før valget, svarer han:

- Jeg gik til valg på at blive Danmarks statsminister med en blå opbakning. Men det er mandaterne ikke til. Mandaterne har givet Mette Frederiksen et flertal. Og derfor er det nu min opgave som formand for Venstre at sikre, at vi får den størst mulige indflydelse med de mandater, vi har.

Er det et løftebrud, hvis du vælger at gå i regering med Mette Frederiksen, når du har lovet, at det var absolut en umulighed før valget?

- Som jeg sagde før valget, havde jeg ikke noget ønske om at gøre Mette Frederiksen til statsminister. Jeg gik til valg på at blive Danmarks statsminister. Men i et demokrati bliver man altså også nødt til – uanset hvor træls man synes, det er – at rette sig efter, hvad vælgerne siger.

Hvor stort et løftebrud er det, hvis du går i regering med Mette Frederiksen?

- Prøv at høre. Der er 90 røde mandater i Danmark. Mette Frederiksen er fungerende statsminister. Og hun kommer også til at være statsminister, når de her sonderinger er bragt til ende. Alt andet, tror jeg, er ret omsonst. Nu skal jeg sikre, at vi får størst mulig indflydelse.

Ellemann sagde også før valget, at han ikke havde tillid til Mette Frederiksen.

Har du tillid til Mette Frederiksen i dag?

- Tillid er noget man skal opbygge, og noget man skal gøre sig fortjent til. Det er ikke noget, man bare kan beslutte. Og jeg sagde også i min tale, at tilliden har lidt et knæk. Det skal vi arbejde på. Og det kræver at begge parter strækker sig, siger Jakob Ellemann.