Ellen Trane Nørby udfordrer Støjberg: 'Venstre har brug for en samlende profil'

Venstres stramme udlændingepolitik står ved magt, men den skal stå på to ben, mener Ellen Trane Nørby.

De er begge vokset op i Venstres jyske kerneland og har begge en fortid som politisk ordfører og minister for Venstre.

Men selv om der er mange ligheder mellem Ellen Trane Nørby og Inger Støjberg, bliver de set som to forskellige profiler i kampen om at blive Venstres nye næstformand.

Inger Støjberg har en kontant facon i udlændingepolitikken, som ikke alle i Venstres bagland er lige vilde med.

I et interview med DR Syd siger Ellen Trane Nørby selv, at hendes force er, at hun kan samle partiet.

- Jeg tror, at det, som Venstre har brug for nu, er en mere samlende profil. Jeg tror, jeg har de evner, der skal til for at samle partiet.

- Det har vi i den grad brug for efter nogle uger, hvor vi næsten har slået os selv halvt ihjel og brugt mere tid på at diskutere internt og i korridorerne, end vi har brugt på tale om, hvad vi kan gøre for at gøre Danmark til et stærkere samfund.

Hvorfor er du bedre til at samlet partiet?

- Jeg mener, at jeg med min forankring i det jyske bagland, og med den erfaring jeg har – både som minister og 15 år i Folketinget, men også på en lang række tillidsposter gennem tiden i vores parti - har det netværk, der skal til,siger hun til DR Syd.

Har trykket på de samme knapper

Ellen Trane Nørby mener ikke, at der i substansen er den store forskel på, hvad hun og Støjberg står for i udlændingepolitikken.

- Inger er blevet ansigtet på vores stramme udlændingepolitik, men det er en politik, vi har ført som et kollektiv. Jeg har trykket på lige så mange knapper i folketingssalen, som Inger har. Og hvis vi andre ikke havde trykket på knapperne, så var det ikke blevet vedtaget.

- Derfor står vores stramme udlændingepolitik ved magt. Men jeg må også bare sige, at den er nødt til at gå på to ben. Vi har også behov for, at dygtige medarbejdere kan komme ind i Danmark og være med til at skabe vækst, for ellers flytter arbejdspladserne ud af Danmark, siger hun til DR Syd.

Facebook
Twitter