EL's medlemmer siger nej til EU-parlamentsvalg

Et flertal blandt Enhedslistens medlemmer har ved en urafstemning sagt nej til, at partiet opstiller til Europaparlamentsvalget i 2014

Johanne Schmidt-Nielsen, politisk ordfører, Enhedslisten.

Enhedslistens ledende medlemmer på Christiansborg har lidt et knæk ved en intern urafstemning om EU-politik.

49 procent af partiets medlemmer har ved en urafstemning stemt nej på spørgsmålet om partiet skal lade sig opstille til Europaparlamentsvalget til juni 2014.

Tallene er netop offentliggjort.

47 procent stemte ja.

Ikke nogen nem beslutning

Fremtrædende medlemmer af Enhedslistens folketingsgruppe har plæderet for, at Enhedslisten for første gang bør stille op til Europaparlamentsvalget for at sikre den danske EU-modstand i Bruxelles.

Afstemningen er vejledende. Den endelige beslutning træffes på partiets årsmøde april.

- Jeg håber, at vi tager debatten frem mod årsmødet. Afstemningen vidner om, at det er ikke en nogen nem konklusion, siger retsordfører og gruppenæstformand, Pernille Skipper, til dr.dk.

Hun havde selv håbet på et klart ja.

- Ja, det havde jeg. Jeg håber også, at det er den beslutning, som årsmødet træffer.

Den svære beslutning for Enhedslistens medlemmer drejer sig om, hvordan man får mest mulig indflydelse for sin EU-modstand: Med særskilt opstilling eller i valgforbund med Folkebevægelsen mod EU, der i dag er repræsenteret i Bruxelles med ét mandat.