Embedsfolk erkender overbetaling

Privathospitalerne fik overbetaling og embedsfolk har forsøgt at skjule fakta. Det står i hidtil hemmeligholdte dokumenter.

Indenrigs- og sundhedsminister 2001-07, Lars Løkke Rasmussen (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

Danmark skal have privathospitaler og de skal bringe ventelisterne ned. Det var statsminister Lars Løkke Rasmussens plan, da han var indenrigs- og sundhedsminister fra 2001 til 07.

For høje priser

Spørgsmålet er om regeringen hjalp de private hospitaler økonomisk. Om de fik en for høj pris for at behandle patienter der kom fra de offentlige ventelister. Det mener oppositionen nu er bevist, efter en række nye dokumenter er kommet frem. Ligesom i en tidligere rapport, beskrives det som at privathospitalerne har fået en overkompensation for arbejdet.

- Det er et brændende bål omkring Lars Løkke. Også hans eget Finansministerium, da han var finansminister, skriver at priserne var over et fair niveau, siger Jonas Dahl fra SF til DR-Nyheder.

- Det dokumenterer at embedsfolkene i Finansministeriet vidste at der var tale om overbetaling, og så må Lars Løkke jo også have vidst det, for det var dengang han var finansminister, siger Morten Bødskov, finansordfører fra Socialdemokratiet.

Dækker over regeringen

Dagbladet BT har søgt aktindsigt i sagsbehandlingen af et andet dagblads aktindsigt i en hemmeligholdt rapport om betalingen til privathospitaler. Og her fremgår det at embedsfolk i Sundhedsministeriet helt bevist undgår at svare på konkrete spørgsmål om den hemmelige rapport.

- Embedsfolk har forsøgt at dække over at regeringen har skjult en rapport om overbetaling til privathospitalerne, siger mediejurist Oluf Jørgensen til BT i dag.

Dokumenterne viser hvordan embedsfolk undlader at svare på journalisternes spørgsmål, og kommer med undvigende formuleringer.

Harsk kritik

I oktober i år afleverede rigsrevisor Henrik Otbo en krads rapport om hvordan han ikke kunne få adgang til de nødvendige dokumenter, da rigsrevisionen ville undersøge priserne til privathospitalerne.

- Jeg finder forløbet særdeles utilfredsstillende, konkluderer Henrik Otbo i sin rapport. En udtalelse som en enig Statsrevision på Christiansborg har taget til efterretning.

Kæmpen næse til minister

Statsrevisorerne uddelte ved samme lejlighed en kæmpe næse til daværende økonomi- og erhvervsminitser Lene Espersen, K, for ikke at have svaret Folketinget korrekt i sagen. Det har udenrigsminister Lene Espersen gentagne gange måtte beklage overfor Folketingets medlemmer

Også nuværende sundhedsminister Bertel Haarder, V, har måtte undskylde at man ikke har udleveret de efterspurgte dokumenter.

Men afsløringerne får ingen politiske konsekvenser. Dansk Folkeparti støtter fortsat statsminister Lars Løkke Rasmussen i sagen.

Facebook
Twitter